En skovtursnavigator, tak

Jeg ved ikke om det er sådan hos dig, men her har det sneet. Det første sne for i år. Sådan for alvor sne. Drys fra oven, som bliver liggende.

Den slags elsker jeg jo, så når det alligevel ikke blev forår lige nu, kunne sneen bestemt invitere til udeliv. Vi ville have mor med, men hun havde hørt, at der var advarsler om ikke at køre ud. Vi tillod os at tvivle og da de unge mennesker endelig dukkede frem af dynerne, var de friske på en tur i skoven. Den slags skal man ikke sidde overhørig. Kenneth stjal min dunjakke. Måske vi kan være enige om, at den passer ham fortrinligt? Jeg synes det ;-)

Vi nåede ikke langt ind ad stien, før mit kamera opgav ævred. Batteriet løb tør, men heldigvis havde jeg mit lille IXUS i lommen og i en snæver vending kan det snildt være til tjeneste. I dag var jeg glad for, at det var med. Jeg er ellers på mit gamle 400D, fordi mit nye er sendt til reparation i fredags. Autozoom er død. Sådan kan det gå, men det er indenfor garantien, så det er bare et spørgsmål om tålmodighed og den har jeg jo masser af… *hoost*

Sneen dryssede ned mellem træerne, da vi gik ud af skovstierne. Først gik vi lidt på må og få. Bagefter enedes vi om, at vi måske skulle finde fornuften frem og følge en af de udmærkede og afmærkede vandrestier. Valget faldt på den røde. Den er på 4 kilometer og sådan midt imellem. Det passede fint. Vi havde ikke forudset de bastante forhindringer, vi stødte på såsom væltede træer, som spærrede for stier, manglende skilte og måske også en smule forvirring i hjernevindingerne, så turen blev ekstra lang og vores kinder godt røde, mens vi kæmpede for at finde vej.

Oskar nød det hele vejen. Ikke en eneste gang opgav han. Han travede af sted med lyst til at vende næste hjørne og han forsømte ingen anledning til ikke at prøve at fælde Kenneth med snoren. Måske det er ris til den, som forsømte hundeskole…

Vi travede mere end 4 kilometer, er jeg overbevist om. Vi travede så langt, så mine fødder og ankler til sidst skreg på pause, men jeg var hele tiden bange for, at vi ville blive ramt af mørket, så jeg sled med at holde trit og ofte også danne fortrop. Ind imellem skelede jeg mod trætoppene og himlen. Lyset ændrede sig, men kun langsomt.

På et tidspunkt forcerede vi nogle store, væltede træer. Vi kravlede over og under. Vi var usikre på, om det var den rigtige vej og jeg var på nippet til at give op, da vi pludselig kunne høre en bil i det fjerne. Landevejen kunne ikke være frygteligt langt væk, mente vi. Det skulle vise sig, at der var en halv times vandring endnu, inden vi endelig fandt parkeringspladsen og dermed bilen.

Undervejs fik vi grinet, travet og snakket en hel masse. Oline fik kælket en del, mens hun snedigt forklarede Greg, at han ikke kunne, fordi han ville få våde bukser. Han måtte derimod gerne trække hende!? Jeg tabte logikken, men lod bare som ingenting. Oskar fik niflet for den næste uges tid og vi endte alle mand med røde kinder og oceaner af frisk luft tillige med.

Nu er der købt brød og pålæg. Om lidt sætter jeg det på bordet. Vi er sultne som løver :-)