I går aftes sad jeg mageligt henslængt i sofaen, da de unge mennesker spurgte, om vi ikke skulle på jagt efter nordlys. Klokken var 22.30, men vi var alligevel friske, trak i vintertøjet og de varme støvler og kørte derud, hvor byens lys er næsten væk. Vi kørte i langsomt tempo, for der var glat, så det var en skræk og vi tog ikke den lige vej. Vi kørte gennem skovtykninger og ud, hvor verden åbner op og bliver vid. Det var her vi vovede det ene øje og parkerede bilen halvvejs i grøften, inden vi forlod den og forsigtigt travede ind på knoldet jord i mørket.
Der stod vi så, på en bulet, frossen mark midt ude i ingenting, og gloede op i det smukkeste syn i verden…
En helt klar aften forærede os stilheden. Indeni og udenpå. Vi blev helt stille og lod stå til. Vi kunne bare overgive os og lade himmelrummet åbnes og suge os indenfor. Bare forstå, at vi er så små og ubetydelige, at de øjeblikke vi får her på jorden skal nydes og det netop inkluderer, at vi skynder os i det varme tøj og kører ud på en mark midt i ingenting, når sådan en chance byder sig til. Skidt med at vi ikke så nordlys. Vi så noget andet. Noget, der er meget større end os. Det bedste var, at jeg oplevede, at unge sjæle også berøres af universel skønhed. Øjeblikket var fantastisk af alle de helt rigtige grunde og jeg følte mig meget rig og tæt på lykkelig, da jeg stod der og kiggede ind i mælkevejen med Oline og Greg lige ved siden af mig på en knoldet og kold mark ude mellem Voldsted og ingenting.
I dag må jeg huske at takke dem for at være fuld af gode ideer.
22 kommentarer
Liselotte
26. januar 2012 at 17:12Naturen gør mig altid ydmyg og lykkelig. Når jeg så kan dele så smukt et øjeblik med to af dem, jeg elsker, skal jeg ikke bede om mere :-)
At bo på landet er forunderligt tæt på alt det, som gør en forskel i sjælen. Stilhed, natur og stjerner :-)
Irene
26. januar 2012 at 13:35Naturen er forunderlig og himlen kan man drømme sig væk i – at dele det med dem man elsker i stilhed er for mig ultimativ lykke.
Hver eneste aften, når ikke Overskyen beslutter sig for at holde os varme natten over, er jeg lykkelig. Lykkelig fordi jeg kan åbne min hoveddør, gå tre skridt og der står jeg så, midt i stjernevrimlen og lader mælkevejen smyge sig rundt i mit sind.
Lykken er at bo på landet…
kim
25. januar 2012 at 22:08En stjernestund ja.
Jeg glæder mig over at læse om den oplevelse. Den bekræfter min egen oplevelse af det, der er virkeligt storslået.
På grund af et stort arbejdspres, fik jeg ikke med, at denne nat var helt ideel til at betragte nordlys, som er sjælden på vore kanter. Ikke bare skal gasudladningerne være extreme, hvilket ikke sker ofte, men pga. vore breddegrader, skal månen ikke være tilstede, og der skal være helt skyfrit. Alle disse forhold var perfekt tilstede – og jeg missede chancen for at få et helt igennem planlagt billede, i kassen…
Jeg vedlægger et link til interesserede i, hvornår næste chance byder sig.
http://www.gi.alaska.edu/AuroraForecast/4
venlig hilsen
kim
regitze
25. januar 2012 at 22:03<3 hjerte <3
kærlige hilsener til jer
Djohanne
25. januar 2012 at 19:49Uhmmmmmm en stjernestund
Ann-Christine
25. januar 2012 at 17:30Magisk! -også selv om I ikke så nordlys
GitteSP
25. januar 2012 at 17:27Wow…. en stjernestund af de gode :-)
Tove
25. januar 2012 at 16:27Hold da op, det var vel nok heldigt. Det kunne jeg godt have tænkt mig at se. Sådan en oplevelse varmer helt ind i sjælen.
Lene
25. januar 2012 at 16:02Så dejligt og med det samme ryger jeg tilbage til en klitknold ude ved Kattegat sammen med 4 drenge på 8 år, hvor alle blev helt stille af stjernehimlen ovenover os :-)
gapahuk
25. januar 2012 at 15:25Ja, det er så stille og ubegribelig stort, universet – og helt særligt, at stå der i mørket en vinternat. Tak
Bea
25. januar 2012 at 15:01Malerisk…! Takk.
:) Beate
Rikke
25. januar 2012 at 13:31Jeg tænker straks på min lille dreng på 3,5 år, der sagde farvel til sin ven i går i mørket, da jeg skulle køre vennen hjem. Min lille Bertram råber efter Asger: “Der er en stjerne Asger” og peger op i den smukke sene eftermiddagshimmel. Asger kigger op og sammen forundres de og bliver begejstret. Selv inden man ved hvad det er, så imponeres man af himmelrummet. Skønt.
Britta A.
25. januar 2012 at 13:06Jeg bliver varm inden i af at læse om dine intense oplevelser. Ja, det er vigtigt at gribe nuet og være i det. Herligt!
Mette
25. januar 2012 at 12:49Så smukt et indlæg. Min mand var også på jagt efter nordlys i aftes sammen med min ældste søn, men så heller ikke nordlys.
Til gengæld var både mand og søn fulde af store smil, da de kom ind ad døren igen – røde i kinderne og fulde af smil i øjnene. De havde ikke set nordlys, men til gengæld 2 smukke dådyr i det, der også må betegnes som universel skønhed.
Disse indlæg Liselotte er grunden til, at vi kommer igen og igen og igen…Tak for det. Jeg fik selv lige nogle eftertænksomme tanker.
Sidsel
25. januar 2012 at 12:38Hvor det er dejligt livsbekræftende!! Vi er kun en lille brik i det store spil. Og sådanne øjeblikke kan være intense!!
Jeg har kun set nordlys en gang i mit liv. Det var i Skagen. Helt nordpå ude på heden ved Grenen. Min far fyldte 60 år, havde lånt et kæmpe hus til festen. Der var en svalegang rundt om det store smukke træhus. Der stod vi og kiggede ud i mørket. Så kom det smukkeste lys i faner. Det var vidunderligt. Det var d. 28 september.
Huset er i dag renoveret og kan købes det den nette sum af 51 mill. :-))
Tante T
25. januar 2012 at 11:20Wauw, det kalder jeg at gribe nuet…
diana rose
25. januar 2012 at 11:03Søde Liselotte.
Havde du glemt dit kamera?
Vi ville da gerne “have været med” – du tager fantastiske billeder.
God nyde-dag til jer alle 4.
Knus fra Diana
Marianne
25. januar 2012 at 11:02Her er en vakker video om nordlyset.
Vet ikke om du vil ha denne linken på bloggen din, Liselotte.
Du kan bare fjerne den dersom du ikke liker det.
Marianne
25. januar 2012 at 10:57Så heldig! Det er så vakkert! :)
mette
25. januar 2012 at 10:27Et deilig minne å ta med seg videre – selv uten nordlys. Her hos meg var det tett skydekke, så det ble verken stjerner eller nordlys. Ønsker deg og besøket ditt en hyggelig dag, med innlagt garnlykke.
Mia Folkmann
25. januar 2012 at 09:51Hvor sjovt, at du skriver dette netop i dag. I går aftes sad jeg og så en DVD med Joanna Lumley, der var oppe i Nordnorge for at se på nordlys. Selv på TV sad jeg og blev berørt, for det var et fantastisk syn.
Din aften i går er sådan nogle aftener, man husker. Der skal egentlig ikke så meget til, men i selskab med naturen bliver man ofte ydmyg og lykkelig. :-)
Jonna
25. januar 2012 at 09:51Lyder som en super oplevelse og må værer meget smuk.