22

Et øjeblik fuld af ydmyghed og stille lykke

I går aftes sad jeg mageligt henslængt i sofaen, da de unge mennesker spurgte, om vi ikke skulle på jagt efter nordlys. Klokken var 22.30, men vi var alligevel friske, trak i vintertøjet og de varme støvler og kørte derud, hvor byens lys er næsten væk. Vi kørte i langsomt tempo, for der var glat, så det var en skræk og vi tog ikke den lige vej. Vi kørte gennem skovtykninger og ud, hvor verden åbner op og bliver vid. Det var her vi vovede det ene øje og parkerede bilen halvvejs i grøften, inden vi forlod den og forsigtigt travede ind på knoldet jord i mørket.

Der stod vi så, på en bulet, frossen mark midt ude i ingenting, og gloede op i det smukkeste syn i verden…

En helt klar aften forærede os stilheden. Indeni og udenpå. Vi blev helt stille og lod stå til. Vi kunne bare overgive os og lade himmelrummet åbnes og suge os indenfor. Bare forstå, at vi er så små og ubetydelige, at de øjeblikke vi får her på jorden skal nydes og det netop inkluderer, at vi skynder os i det varme tøj og kører ud på en mark midt i ingenting, når sådan en chance byder sig til. Skidt med at vi ikke så nordlys. Vi så noget andet. Noget, der er meget større end os. Det bedste var, at jeg oplevede, at unge sjæle også berøres af universel skønhed. Øjeblikket var fantastisk af alle de helt rigtige grunde og jeg følte mig meget rig og tæt på lykkelig, da jeg stod der og kiggede ind i mælkevejen med Oline og Greg lige ved siden af mig på en knoldet og kold mark ude mellem Voldsted og ingenting.

I dag må jeg huske at takke dem for at være fuld af gode ideer.

Du vil sikkert også kunne lide