Søndag er drivedasedag fuld af striber og små glimt af sol

Søndag er startet dejligt langsomt med at sove længe, som i lidt over syv, og herefter bare nyde, at dynen er varm og iPad’en frisk og legesyg. Jeg har læst, spillet lidt og ind imellem skævet til Kenneth, som slet ikke er sådan at vække. Han har et godt sovehjerte, jeg ofte misunder.

Da lyset begyndte at kunne skimtes oppe i køkkenet, stod jeg op. Jeg har vasket tøj. Det er hurtigt gjort, når man pludselig kan vaske otte kilo ad gangen og kun er tre mennesker i husholdningen. Og en halv, for jeg fandt da et par stykker tekstil, som tilhører ham det ekstra familiemedlem, som har taget Oline med til København denne weekend.

Da lyset endelig nåede køkkenet, fandt jeg strikketøjet frem. Olines striber. Den bliver fantastisk. Jeg håber, at hun gider bruge den…

I går fik jeg friske forsyninger af tulipaner og grønt. Jeg fik min nye lampe og jeg fik verdens bedste mad. Helt banalt og ikke stor kogekunst, men dampet laks med fennikel og lakrids. Bagefter sank vi sammen i hvert vores hjørne i sofaen, mens vi lod os underholde af hvert vores.

Jeg strikkede. Samtidig læste jeg. Det er genialt. Jeg placerer iPad’en på skødet foran mig og kan snildt både læse og strikke på den måde. Det betød, at jeg fik læst Vigtigt at vide om Ludmilla færdig. Grum. Fascinerende. Læseværdig. Jeg er meget sprogsart og skulle lige vænne mig til Sissel-Jo Gazans enkle, næsten fattige sprogpalet, men jeg blev hurtigt fanget, grebet og nødt til at vende endnu en side og endnu en.

Læs den!

I dag skal vi hygge med mor. Vi skal lave indbydelser, for hun holder fest. Hun kommer i eftermiddag. Inden tror jeg, at jeg vil bruge tiden på lidt strik, endnu en vask og måske endelig tage mig sammen og finde en tusch, som passer lige ind i højre hånd. Det er længe siden sidst.