Måske de fleste vil synes, at det er lidt tosset, men jeg glæder mig stadig hver eneste dag over, at jeg har fået nye hoveddøre. Det kan der være så mange årsager til, men en af dem er så ubetinget, at jeg endelig har fået en dør med almindelig vinduesglas i og dermed helt normalt dagslys indenfor.
Tidligere havde vi en hoveddør med akkurat lige så meget lysindfald, men ruden var matteret og GULLIGGUSTEN og derfor var også lyset af en underlig og ubestemmelig farve, som ikke gjorde noget godt for teinten. Man kunne snildt tages for en med influenza eller en ondsindet tropesygdom, når man var i gang med at montere gummistøvlen og indenfor i køkkenet blev man bare endnu mere trist, for der er glasdør mellem gang og køkken, så lyset, der landede herinde, var også gustent og trist.
Vi mangler stadig at pudse omkring de nye døre, men Kong Salomons miner blev heller ikke tømt på én dag, så jeg er fuld af fortrøstning og var jeg ikke, kunne jeg jo selv fatte den murerske.
Oskar elsker den nye dør her i hjørnet af længerne.
Egentlig er det bryggersindgangen, som er til gummistøvler, jord, beskidte jakker og grimme huer, men vi er aldrig rigtigt kommet i gang med at bruge den “fine” indgang oppe i Olines ende af huset, så det her er vist bare blevet hovedindgangen. Når man træder ind, træder man først ind i gangen og her fra er der direkte kig ind i køkkenet, hvor langbordet med bænken er placeret, så man fra bænksiden har kig til døren. Derfor er den nye dør så populær hos vores yndlingsfirbenede. Han sidder på bænken og holder øje. Hver dag. Med spidse ører og nysgerrige øjne følger han hver en bevægelse ude på gårdspladsen.
Alphalfa er hjemme igen, men overtaget af chefen. Jeg kører i Mercedes nu. Bedstefarbil. Blød hat og langsom parering. Gad vide, hvad jeg har gjort i et tidligere liv? Grrr…
Oskar kan se, når Oline kommer hjem fra skole. Hun iler indenfor og han kender rutinerne, så det er ikke hver dag, han gider hoppe ned fra bænken. Han ved, at der kun går et par minutter, før Oline sidder lige ved siden af og klapper og hilser på, som han elsker det.
Olines far er også travl. Han iler også. Han skal ind i vores lejlighed, hvor han er i fuld gang med at pakke. Når der ind imellem kommer nogen forbi, for at afhente deres ordre, sidder Oskar musestille på bænken og holder øje med hver en bevægelse de gør. Han er spændt som en fjeder, men mest fordi han vist synes, at det er fantastisk at have sådan et udsyn. Så er vi to.
13 kommentarer
Liselotte
18. januar 2012 at 09:27Oskar og jeg nyder begge to, at der nu er frit udsyn og endelig normalfarvet dagslys, der finder vej indenfor :-)
Mercedes er der ikke noget skidt at sige om. Det er da en fantastisk bil. Jeg er vokset op på bagsædet af et bredt udvalg af Mercedes, så intet at udsætte på dem… men mit køretemperament er nok ikke Mercedes, men mere sådan Alfa Romeo… og det er jo netop derfor, jeg nu kører Mercedes. Langsomt, sindigt og fornuftigt. Der er ikke meget raseri at vride ud af den lille pispotte, jeg kører i nu ;-)
Tina - omme i London
18. januar 2012 at 00:14LOL en Mercedes kan jeg heller ikke forliges med. Den klaeder en gammel mand!
KirstenK
17. januar 2012 at 23:37Godt med godt udsyn og godt med lys der hvor man har brug for det…det er ikke godt at se ud som om man har gulsot, når man skal have røjserne på…
Lise
17. januar 2012 at 23:15Så skøn en beskrivelse af en hoveddør :o)
Her har vi også vinduer… Jo flere jo bedre (bare ikke når de skal pudses). Her er det kattene der sidder og har overblik fra bryggersbordet – hunden bliver på gulvet og lurer ud af kattelemmen i stedet for ;o)
Ha en dejlig aften.
Karin Ilona Jensen
17. januar 2012 at 20:57“If karma is a bitch – stop bitching!” – står der her på min væg ;)
Så er jeg sgu aldrig i tvivl om hvor det kommer fra :):)
Elsker at kigge herind til dig – tak fordi du deler … Får sommetider sat en masse i perspektiv i mit eget liv – blir inspireret og indimellem provokeret … Du deler ud af hverdagsliv på godt og ondt – tak for det :)
Og NU må jeg snart se at få gang i de strikke pinde – mao få sendt den bestilling afsted til din mand …. Så er der da en lille chance for at jeg kan “kaste om mig” med hjemmestrikkede tørklæder om et års tid :)
KH Karin :)
Pernille
17. januar 2012 at 19:59Der er heller ikke noget bedre end lys, der falder ind gennem vinduerne. Jeg kan slet ikke fungere uden :)
Ulla Røjkjær
17. januar 2012 at 19:27Nu ikke et ondt ord om Mercedes;)
Teresa
17. januar 2012 at 19:12Dejligt med udsyn. For jer begge…
henriette
17. januar 2012 at 18:23Intet går en vågen hundenæse forbi:) Det er så herligt at høre om, og jeg er helt enig med ham.. den dør er bare skøn. Har selv haft vinduer i dørene mellem to stuer tidligere, og det kan ikke slåes. Lys og luft får man med i glæden over at kunne se gennem flere rum også.
Rigtig god aften
kh Henriette
Lene
17. januar 2012 at 18:15Har du ikke en strikket hue som erstatning for den bløde hat ;-) Jeg kan også sidde lige så stille og nyde vores vinduer, de passer så godt til huset, så jeg kan smile blot ved tanken :-)
Pialouise
17. januar 2012 at 17:27Hils chefen og sig at garnet er endnu smukkere her i min stue ….. Ren nydelse.
Hvis jeg var ham, havde jeg i øvrigt også nappet Alfaen!
Fortsat god dag og aften.
Kh pialouise
Alice
17. januar 2012 at 17:26Hovedpersonen i dette indlæg er jo slet ikke med på nogen billeder:( Han er jo så sød – ham kan jeg ikke få nok af. Mon ikke han kommer senere engang igen:) Klap ham fra mig.
Susanne
17. januar 2012 at 17:13Det er sjovt med sådan nogle hunde, der holder øje og vogter over hvert eneste blad, der falder på “deres matrikel”. Det er deres job, som de passer med stor omhyggelighed og selv den mest betydningsfulde chef i hele verden, kan ikke matche “dette er mit domæne,” udtrykket, sådan en hund kan have i ansigtet. Det er især sjovt, når det er små hunde, der har den adfærd, for lige så små og skravlede de kan være, ligeså betydningsfulde og vigtige kan de se ud.