37

Så fik jeg frokostpause

Jeg har lige fået tildelt en frokostpause. En halv time. Sådan…

Du har sikkert allerede gættet, hvor jeg har tilbragt formiddagen. Hvis ikke, kan jeg røbe at det er inde ved naboen, hvor der er fibre i massevis og hyldemeter efter hyldemeter med garnconer, som venter på at blive pakket og sendt ud i verden.

Jeg står ved bordet ovenfor og pakker. Kenneth printer ordrer til mig og så går jeg ellers i gang fra en ende med at finde de forskellige fibre frem. Jeg krydser af på ordresedlen for hver gang, jeg har fundet garn frem. Vi har været gennem forskellige forsøg på at eliminere fejl og denne metode ser ud til at være effektiv. Vi er ikke perfekte. Vi er bare mennesker, så der sker alligevel små fejl ind imellem. Jeg kan alligevel love, at vi gør det bedste, vi kan.

Der er sørget godt for mig. Der er underholdning i form af tv og når jeg pakker, har jeg retten til at bestemme, hvad vi ser. Jeg har endelig fået tapemaskinekørekort. Det går forrygende og det sker kun sjældent, at jeg får viklet mig ud i noget, hvor jeg har brug for hjælp. Faktisk er jeg temmelig effektiv, men det er også nemt at være, når man kun skal fokusere på at pakke. Kenneth har langt flere opgaver og en åben telefon, som ringer konstant, når han har åbent for den.

Om onsdagen er der ikke telefontid. Det er en beslutning vi har truffet for en tid siden. Når jeg hjælper, er det allermest effektivt, hvis Kenneth er fri til at guide og svare på spørgsmål. Jeg har kun styr på et fåtal af hans garner og må konstant spørge, hvad det er eller hvor det står henne. Han har nok at bestille med mig ved pakkebordet, men han roser nu alligevel.

Farverne vist på billedet findes ikke nødvendgvis på hylderne lige nu, men så er de på vej. Hold øje det næste stykke tid :-)

Jeg falder konstant for fristelsen til at finde små nøgler frem. Jeg kombinerer, forkaster og prøvet andet. Jeg glemmer ofte, at jeg er på arbejde. Jeg synes bare, at jeg hygger mig. Det er sådan set en helt fornuftig måde at gå på arbejde på. Jeg kan lide det.

Du vil sikkert også kunne lide