Det blev sent dag i dag. Det startede gråt. Så skinnede solen et øjeblik og bagefter fik vi igen grå vinter, men sådan et formiddagskig ud over byen fra havnesiden er slet ikke en tosset start. Jeg så Limfjordsbroen med Hedegaard i baggrunden. Havblik. Omtrent. Blå himmel med rester af fly på vej ind og ud af byen. Jeg så måger og rester af fisk. Jeg så travle bilister og friske cyklister, som krydsede broen i hastigt tempo. Imens vegeterede jeg.
Jeg ventede. Jeg holder meget af at vente. Man kan ikke andet end være, når man venter. Jeg er god til at være og vente, når jeg selv skal sige det.
Pludselig blev jeg overrasket af et tog på vej mod Frederikshavn. Jernbanebroen er langt fra lydløs.
Engang boede min far i lejlighed i Absalonsgade. Toget kørte forbi oppe på skrænten i baggården. Det kunne man også høre. Og mærke. Alting rystede og glassene i køkkenskabene klirrede.
Jeg er sprunget i fjorden fra broen der. Vi kravlede ud langs skinnerne og den største vovehals var ham/hende, som kom længst ud af broen, inden vi hoppede i vandet. Jeg vandt mere end én gang.
Så svømmede vi ind til land igen. Jeg kan stadig huske lugten af fjorden på sommervarm hud. Jeg husker fornemmelsen af den grove, men solvarme beton på bagsiden af lårene, når man bagefter satte sig på kanten og kiggede på de andre, mens man ventede på, at underbukserne skulle tørre. Det tager tid med fornuftigt bomuld, kan jeg huske.
Lugten af tjære blandede sig ind imellem med duften af havvand og lugten henne fra tekstilfabrikken og de dufte vil vist for altid være forbundet med lange, varme og sorgløse somre for mit vedkommende.
Vi fortalte aldrig vores forældre, at vi legede den leg. Det var nok klogt.
16 kommentarer
Kirsten Jensen
12. januar 2012 at 21:14Som min søn sagde en gang, er det ikke alt mødre skal vide :-) men hvis mine børnebørn giver sig til at rende i klipperne som jeg (og mine børn ) gjorde som barn, så får jeg et hjerteslag på stedet ( og de får en endefuld), så det er nok bedst jeg ikke ser hvad de laver. Det var jordens bedste legeplads! Utroligt som lugte og lyde kan fremkalde minder. Knus fra
fru Jensen
Gudhjem
Tina B
11. januar 2012 at 12:01Jeg husker også, at jeg “vandt” mange år i træk, når det gjaldt om at være den første, der turde løbe over isen i mosen (!) – og det kun fordi jeg var en ultra-tynd splint.
Sådan noget gør børn da slet ikke idag, vel – eller noget…… :o/
Liselotte
11. januar 2012 at 10:36Jeg tænker ofte, at det er utroligt, hvad børn overlever. Ikke mindst barndommen ;-)
Min mor var såmænd ikke mindre vovehals end mig. Hun har gjort ting, som får mig til at ligne et dydsmønster og en bangebuks, så hun er ikke sådan hverken at skræmme eller bide skeer med. Hun er også vokset op nede ved havnen/fjorden. Når man gør det, er man af den overbevisning, at den ligger der til adspredelse og fornøjelse :-)
Kong Mor
11. januar 2012 at 09:35Arrrgggh – jeg var gået i coma over sådan en opdagelse. Det var nok meget godt du ikke sagde noget. Mon dine forældre fik det at vide efterfølgende?
Jeg spekulerer nogle gange på hvad jeg mon får at vide når de engang bliver voksne og grinene kan fortælle mig alle de gale streger de lavede..
Dorthe
11. januar 2012 at 09:17Ja – det finder moderen din så ud af nu (hun læser vel med)…. mon det er for sent med en røffel… lol
Sif
11. januar 2012 at 08:05Liselotte, jeg bruger din blog som et dagligt kursus i livsnydelse. Det synes jeg bare lige du skulle vide. Tak!
Liselotte
11. januar 2012 at 10:34:-)
Farmer
11. januar 2012 at 07:51Uha. Hos os var det spring i havnebassinet fra toppen af det lille fyrtårn på Østre Mole i Bogense som afgjorde ens værdighed.
Hvis børn gjorde noget sådant i dag ville de blive tvangsfjernet, mentalundersøgt, krisebehandlet og døgnovervåget frem til det fyldte 25. år.
Mille
10. januar 2012 at 22:54Valdemarsgade !!!
Mille
10. januar 2012 at 22:53Hvad var det for en textilfrabrik?
Jeg boede osse sådan med toget lige i baggården et årstid, på hjörnet af Poul Paghsgade skole og…. et lille gammelt hus som kun stod der fordi de andre stöttede op om det. En gang regnede det ned i loftslampen, langs med ledningen . Der var et trykkeri i baggården. Men jeg kan ikke lige huske hvad gaden hed. :-)
Kram fra Sverige til alle der vil ha en.
PS.Forresten havde vi en dröngod grönthandler på reberbansgade, og en marskandiser, er de der stadigväk? Marskandiseren havde en gang en stor porcelänsleopard til salg for en god hundrekronesedel, jeg haaaaavde ikke råd. ÖV
violykke
10. januar 2012 at 22:35åh hvis mine unger, bare laver det halve af det jeg har haft gang i, ja så er det slemt :0)
uha uha ♥
Jette
10. januar 2012 at 22:24Det er jo lige netop alt det man ved at man aldrig sagde, der gør en nervøs for hvad ens egne unger ikke fortæller om… men det ved vi heldigvis ikke noget om ; )
Sidsel
10. januar 2012 at 21:59Fåårrk Liselotte!! Dig skal man ikke bide skeer med. Livsfarligt. Meeen med et twist genkendeligt. Svømme fra molen til sønderstrand i Skagen. (er prøvet). Løbe igennem kirkegård kl 0.00 og pivskid til den der ikke turde.. Skal vi ikke gå på mol??
Lis
10. januar 2012 at 21:41Det var nok klogt at der ikke lige blev nævnt noget om den leg derhjemme, sådan er der vist mange der har haft det :) incl. mig.
Kh. Lis
Jane
10. januar 2012 at 21:13Jeg tror det var meget klogt ;-)
Julia Zahle
10. januar 2012 at 20:55I Qaqortoq er der en vandledning, den er rusten og løber over et vandløb, der strømmer gennem byen. Hvis man tør, kan man skære lidt af turen til skolen ved at kravle/gå over røret.
Jeg har flere gange måtte børste rust af bukserne.