Jeg er meget afhængig af at være den, der bestemmer. Det er ikke nogen flatterende egenskab, så jeg prøver at tøjle trangen, så jeg fungerer rimeligt med mine omgivelser. Heldigvis er der steder, hvor jeg hersker enevældigt og ét af stederne er lige her, så her vil jeg gerne bestemme. Alting omtrent.
Den lyst har haft trange kår i mange år, for jeg vil så gerne bestemme, hvordan min side ser ud, når du kigger indenfor, men en lang række parametre, som er udenfor min jurisdiktion, bestemmer allerede en mængde ting og jeg kan kun indrette sådan, at nogle af tingene er givne fra min side. Jeg kan bestemme farverne (selvfølgelig kan jeg så ikke vide, om din skærm er farvekalibreret), jeg kan bestemme hvad indhold, der kommer her og jeg kan beslutte hvor bred siden skal være. Jeg bestemmer, om den skal være fleksibel eller rigid. Skal den indrette sig på din skærmopløsning, skal jeg suverænt bestemme eller skal jeg lave en blid mellemvare, hvor jeg bestemmer lidt og du (eller din skærmopløsning) bestemmer resten? Sådan kan jeg lege med de muligheder, jeg har.
Èn ting har jeg savnet og det er at kunne bestemme hvilken font, du skal læse siden her med. Det har jeg ikke kunnet, for det er ganske enkelt afhængig af, hvilke fonte du har installeret på din computer. Har du fonten, som jeg foretrækker og har bestemt skal anvendes, ser du siden, som jeg ønsker det, men ellers har jeg defineret en lang række alternativer, som måske ikke er lige så smukke (jeg er font-nørd), men som med stor sandsynlighed findes på din computer.
I et stykke tid har jeg leget med Google Web Fonts. Google fungerer som lager for en lang række fonte, som jeg – via et lille, smart plugin – kan definere for alle de steder, hvor jeg kunne synes, at det er relevant eller sjovt. Det er altså ikke længere nødvendigt, at du har en font installeret på din computer, for at jeg kan bestemme, at det er den, du skal se. Nu hentes fonten hjem til visning på din skærm, hver gang du besøger mig. Den lagres ikke hos dig, men ligger fortsat ude hos Google, men jeg har enevældigt styr på, hvordan siden ser ud i din browser og det er lige præcis vidunderligt, når man er en smule nørdet og holder meget af det udtryk, fonte kan give, når de anvendes bevidst.
Jeg bruger udelukkende muligheden til mine overskrifter, for lige nu loader siden langsommere, når den først skal ud og hente en font. Var det mere end den ene, er jeg sikker på, at siden ville blive bemærkelsesværdig langsommere, men alene det at kunne lege med overskrifterne er rigtig sjovt. Måske bliver servicen hurtigere på et senere tidspunkt og så er der virkelig potentiale for at blive den, der bestemmer. Det kan jeg lide.
Der er mange fonte at vælge mellem og der kommer hele tiden flere til. Måske har du lyst til også at lege lidt. Så må du have rigtig god fornøjelse, for at være konge er slet ikke det værste ;-)
Lidt teknisk info om, hvilke browsere, Google Web Fonts API er kompatibel med:
Google Chrome: version 4.249.4+
Mozilla Firefox: version: 3.5+
Apple Safari: version 3.1+
Opera: version 10.5+
Microsoft Internet Explorer: version 6+
17 kommentarer
Hjortebjerg
7. januar 2012 at 21:01Fonte-nørd er det nye sorte:-)
Tak for tippet, skal da lige have undersøgt linket nærmere.
Therese
7. januar 2012 at 19:23Jeg elsker at nørde, og at læse om når andre nørder, nørder :-)
Anita
7. januar 2012 at 19:02Det var da et godt fif. Tak for det og god lørdag aften til Jer :-)
Camilla
7. januar 2012 at 18:30Jeg elsker på daglig basis på 5. år din blog men nu er de gulgrønne overskrifter næsten umulige at læse på min IPad … Hvorfor mon.. Det flyder ligesom sammen.
unikarina
7. januar 2012 at 16:30Du har en lækker side – med lækre fonte, farver, tegninger og billeder (og selvfølgelig også dine ord). Jeg synes, at det er fedt at du går op i udtrykket. Det er en nørd-sag for dig – og en stor lækkerhedsfaktor for os læsere. Jeg ville også gerne – men jeg må erkende at jeg har nogle begrænsninger.
Når du laver det tema – gør du det så i et program? Jeg har selv Artisteer. Eller nørder du nede i hmtl-koder/style-sheets? Jeg trænger selv til at flytte lidt rundt – ny header m.v.
Liselotte
7. januar 2012 at 16:43Jeg nørder en lillebitte smule, for mere rækker evnerne ikke til, men jeg er frygtelig stædig, hvis jeg først efterspørger en eller anden lille ting. Så VIL jeg lykkes med det og lærer på den måde en hel masse :-)
Jeg er jo grafiker i hjertet, så jeg græder nærmest, når tingene ikke vil, som jeg vil ;-)
svit
7. januar 2012 at 15:57om Google Web Fonts altså :)
Liselotte
7. januar 2012 at 16:41Ja, selv tak da :-)
svit
7. januar 2012 at 15:561000 TAK for info!
Pernille
7. januar 2012 at 15:38Åh ja, fonte. Dem holder jeg også meget af. At vælge den rigtige og så videre. At jeg kan have mulighed for at vælge en font, som alle kan se, det var nyt. Og spændende. Noget der helt sikkert skal kigges på.
Og så er det jeg ikke kan lade være med at tænke på min chef, der hver eneste gang han får ny computer, eller nogen har ryddet op, må ud og downloade den der (meget fine) font, jeg ha valgt at bruge i vores velkomstfolder, og som selvfølgelig skal have sin plads :)
Liselotte
7. januar 2012 at 16:41Googles nye initiativ er bare rigtig godt, synes jeg :-)
Pia
7. januar 2012 at 15:28Hej med dig.
Jeg følger din blog – og nyder det i stor stil! Må jeg spørge, hvad det er for en hund du har? venligst Pia, Ribe
Liselotte
7. januar 2012 at 15:32Hej Pia – og tak for de pæne ord. Oskar er en dansk svensk gårdhund :-)
henriette
7. januar 2012 at 15:26Hihi, ja langhåret er helt det rigtige ord. Hi hi det må jeg lige huske i min hjernes maskinhus
:-) .
Liselotte
7. januar 2012 at 15:31Godt vi har næsten ubegrænset lagerplads :-)
henriette
7. januar 2012 at 15:21Jeg troede da helt naivt, at du med egen adresse helt var herre over bla også fonte?? Jeg er håbløs til det der med at kigge i maskinrummet, så jeg nøjes med blogger, der har en ok og rimeligt bred vifte af muligheder. Dog er jeg ked af at jeg ikke kan hitte ud af at få lavet mit eget banner. Jeg kan sagtens finde ud af at lave billedkombination i Photoscape, men feks at få mit eget logo er en gåde for mig hihi. Sådan er der så meget jeg ikke forstår, men din side virker altid rolig og stabil syntes jeg. Den er til at overskue og finde ud af, så med andre ord er den brugervenlig. :-)
Rigtig god fortsat leg med at regere i dit kongerige :))
Kh Henriette
Liselotte
7. januar 2012 at 15:23Tak for de pæne ord om siden her, Henriette og jeg er godt klar over, at det her er lidt “langhåret”, så det er kun for de, som ikke kan lade være med at rode i maskinhuset, tror jeg ;-)