52

Fyraftensstrikkerier eller hvordan min nye baby gør livet ekstra fantastisk

Så sagde mine fødder og ben stop for i dag. De er slet ikke gearet til at stå mange timer på et betongulv, så jeg er ikke den mest udholdende medhjælp, chefen har. Til gengæld er jeg effektiv og nøjsom. Jeg har kørt timerne alene på en kop Latte, som trods alt ikke vælter hans budget ;-)

Nu er det tid til lidt tv, strik og afslapning og får jeg lov til at bestemme, tager jeg chefen med, for han er godt nok ikke rask. Kun stædig.

Jeg har købt det nye Vogue Winter 2011/12 og der er nok at forelske sig i. Jeg er startet, hvor det brændte mest…

Ponchoen her er jeg helt vild med. Egentlig ville jeg strikke den i Kenneths smukke Silke & Uld, men så huskede jeg, at jeg har en god portion af den lette og meget luksuriøse babyalpaca liggende og den er simpelthen oplagt at forvandle til en lækker og lun poncho, så det er jeg gået i gang med i kombination med et par andre trøjer, jeg har gang i. Der er kun begrænset strikketid for øjeblikket, så det går langsomt, men det går og jeg nyder hver eneste pind, jeg finder tid til.

Jeg kunne også tænke mig denne lille, smukke sag…

Den skal strikkes i Kenneths lækre Angora og jeg er helt sikker på, at den vil være et hit. Jeg vakler lidt mellem farverne, men den kunne ende enten grå eller sort, tror jeg.

Jeg gider også godt strikke denne…

Mon ikke lageret byder på en farvepalet i Blackhill Højlandsuld, som sagtens kan være med her? Jeg tror det. Jeg er fristet, for jeg elsker de smukke, varme farver i denne nederdel.

Der er flere, smukke og fristende modeller i magasinet og hvor jeg dog elsker min iPad, for ikke så snart var bladet tilgængeligt, før jeg havde downloadet det til min lille baby, hvor det nu ligger til fri afbenyttelse og til den sølle pris af 30 kroner.

Jeg hentede magasinet i sidste uge og i papirudgaven er det først frigivet til salg i dag. Jeg er et heldigt asen for ikke alene har jeg fået fingre i det i en fart, men normalt betaler jeg i nærheden af 70-80 kroner for de her blade. Det er slut. Jeg elsker min iPad :-)

Nå, jeg kom vist fra at skulle strikke lidt…

Du vil sikkert også kunne lide