Luciaaspirant, det er mig…

Morgen er gået over i formiddag, som raskt er på vej over i middag, da vi endelig ser resten af huset udenfor dyner. Der drikkes kaffe, snakkes og hygges i og omkring køkkenet, som er husets hjerte. Det er her vi sidder og snakker ører af hinanden, eksperimenterer med strikkepinde, spiller spil, leger med alle de iPads, som pludselig er under tag og udveksler idéer, grin, vittigheder og kærlighed. Det er dejligt. Åh, så dejligt.

Ind imellem kommer der idéer på bordet, som straks må omsætte i strik. Jasmin ønsker sig et strikket, flettet pandebånd og hendes dejlige mor er ikke sådan at slå af den imaginære pind, så det er bare et smut ind forbi Garnudsalg og retur kommer hun med det lækreste angora, som straks forvandles til strimler, som siden skal flettes. Jeg følger trop. I gråt og uld og cashmere. Vi følges ofte.

Resultatet er forrygende. Den varmeste krans af fjerlet, luksuriøs varme og lige dér, hvor man altid mangler.

Vi havde ingen opskrift, men en idé. Vi gjorde sådan her: Ethundredeogenogtredive gram strikket på pind 8. Femten masker, tre strimler i glat og en længde, som når lige omkring hovedet. Det hele flettes med kærlighed og syes sammen med diskrete maskesting og voila, man er hot. På mere end én måde ifølge niecen og hun må jo vide det, tænker jeg.

Kald mig bare Luciaaspiranten.