At dampe af eller hvordan støvregn gør mild og glad

Der er vådt derude. Meget vådt. Tæt, fin regn falder fra en grå himmel, men jeg elsker den slags vejr. Elsker, elsker og elsker, så det var en gave at være på en tolkeopgave, som gav mulighed for en gåtur gennem byen, inden jeg endte på kontoret med udsigt til regnvåd vej.

Jeg passerer Karolinelund på vejen. Der er stille inde bag hegnet. Længe har der været støjen fra lastbiler og kraner, som var i gang med at nedtage forskellige attraktioner. Nu er der stille. Måske det bare ikke larmer at fjerne det sidste. Måske de er færdige og ikke henter mere. Jeg ved det ikke, men jeg kan mærke, at jeg, hver gang jeg passerer, bliver ramt af sentimentalitetens lyserøde tågeslør og husker hvilke fantastiske oplevelser, jeg ikke mere skal have. Virkeligheden er, at jeg aldrig kom derinde, så mon ikke jeg overlever? Jeg tror det.

Støvregn, stille gader og langsomt tempo er en god cocktail, synes jeg. Jeg nød turen. Jeg drak af efteråret, som har været mildt og uden tænder. I weekenden bliver det anderledes, har jeg hørt, så der skal trækkes veksler, mens jeg kan.

Jeg er våd. Fra inderst til yderst er jeg omsluttet af fugt, men den slags har det med at forsvinde efter en tid, så jeg venter bare, mens jeg nyder en kop te og en stille opstart, mens jeg (endnu en gang, fordi jeg slider tastaturer hurtigere end de fleste kan nå at blinke) skifter til nyt skriveredskab. Jeg kravler rundt på gulvet i bedste Grethe Sønck-stil og bagefter beslutter jeg, at torsdag er helt igennem fantastisk. Det er den jo!