Jeg synes der er så tomt…

Jeg plejer at sidde lige derovre på den anden side af Lones skærm. Vi kan kigge hinanden i øjnene og tage temperaturen på hinanden. Vi kan grine. Højt og længe. Vi kan også tude. Jeg kan i hvert fald. Så er Lone der. Altid.

For et øjeblik siden gled der igen en forræderisk tåre ned af min kind. Jeg er blevet blød og rørstrømsk over tid og synes kun, at det bliver mere og mere udtalt, men overskriften er taget fra den mail, der tikkede ind. Billedet var vedhæftet. I dag bliver der flaget for mig (jeg har fødselsdag i morgen) og så er jeg der ikke, fordi jeg ikke har sovet i nat. Jeg har hostet og ligger vågen og læst Niceville, fordi jeg ikke kunne så meget andet. Til gengæld for den nat, ligner jeg nu noget, der er løgn og jeg måtte tage en nødvendig lur, da jeg havde givet besked til de involverede i al den her elendighed.

Nu er jeg oppe. Jeg er proppet med panodil og anti-host og sådan set fint i stand til at fungere, men jeg er ikke til pænt brug og da slet ikke efter at have tudet øjnene ud af hovedet. Jeg er heldig med hende Lone. Meget :-)