Kvædesirup og kvædebrød eller hvordan kvæden og kvinden tåler sammenligning i en smuk mands mund

Jeg er jo så heldig, at mine kvæder i år har betænkt mig med en kæmpestor portion frugt. Mange kilo endte det med og den slags kan jo forvandles til det pureste guld.

Kvæden er ren magi for mig. Jeg elsker den. Jeg husker, at jeg blev introduceret for den i form af kvædete af Helle, min bedste veninde, som jeg drak usandsynligt mange potter te sammen med hver eneste eftermiddag, mens vi lyttede til musik og lavede lektier. Og snakkede. Om drenge og unge mænd. Muligheder. Det var en herlig tid og det var også her, jeg lagde grunden til min livslange forelskelse i kvæden.

Teen er måske ikke den mest eksotiske indgang til kvædens magi, men den gav mig allerede dengang en idé om, at selve frugten måtte være vidunderlig, når alene lidt tørret frugtkød kunne give sådan en aroma og ikke mindst den dejligste te, jeg vidste. Det skulle vise sig, at jeg forelskede mig ved første blik, da jeg endelig fik fingrene i en kvæde.

Jeg fandt den inde på Israels Plads en lørdag morgen, hvor Kenneth forlængst var taget på arbejde og jeg havde taget cyklen ind langs Nørrebrogade ude fra Runddelen, hvor vi boede. På styret var cykelkurven, som skulle fyldes med frugt og grønt og ikke mindst store bundter friske blomster. Jeg parkerede i udkanten af markedet og tog kurven over armen og trådte ind i virvaret af købere og sælgere.

Hos en af de handlende lå en, for mig, ukendt frugt stablet i kassevis. Jeg er nysgerrig af natur og spurgte straks, hvad det var for en frugt. Indehaveren fortalte, at det var magiens og kærlighedens frugt. Han tog en af de dunede, bløde frugter og lagde i min hånd, bad mig mærke dens bløde yderside, men fornemme dens stærke indre. Han bad mig dufte til den og alt imens jeg fulgte instrukserne, sagde han, at denne frugt var præcis som kvinden. Blød udenpå, stærk indeni og insisterende velduftende, hvis man kom tæt nok på. Så var jeg solgt, for jeg er nem at forføre.

Nu måtte jeg have frugten med hjem. Flere kilo. Uden at vide, hvad jeg skulle bruge frugterne til, tog jeg dem med hjem. De landede på spisebordet, hvor de i mange uger spredte velduft til hele lejligheden og til sidst forvandlede jeg dem til marmelade, som smagte af Tusind og én nats eventyr. Jeg var forelsket. Den forelskelse holder endnu.

I dag har jeg selv kvædetræer i haven. To små, forholdsvis nye træer, som giver dejlig, eksotisk frugt, som jeg forvandler til vintergodter.

Der er kogt kvædesirup. Det smager vidunderligt på pandekager. Det smager vidunderligt på is. Det smager vidunderligt på det meste. Det skal forsøde yoghurt, risengrød, brød, dej og alt det andet, som tåler en aroma, som er helt unik og dejlig.

Kvæderne er kogt til mos og er dryppet af i saftpose et døgns tid. Siden er saften kogt til sirup med lige dele sukker og kærlighed. Et af glassene er suppleret med to kanelstænger. Måske det bliver fremtiden, men det får tiden vise. Jeg tror, at jeg tager hul på kanelvarianten omkring juletid. Det vil passe. Mmmm…

Jeg har også lavet kvædebrød eller Cotognata om du vil. Frugtlæder kan vi også kalde det, for idéen er, at den fint kogte og sparsomt krydrede frugtmos skal lufttørre, så den bliver læderagtig. Når den er tør, drysses den med sukker og opbevares tørt i en dåse med fedtpapir mellem. Det smager vidunderligt i skiver på ost. VIDUNDERLIGT.

I år er der eksperimenter i gang, for jeg har også fyldt mosen i små, smukke kageforme. Sådan en lille kvædeblomst vil gøre sig godt som centrum på et ostefad, er jeg sikker på. Disse første slap formen frivilligt, men jeg har endnu en stak i forme med væsentligt flere hjørner og krummelurer, så dem venter jeg tålmodigt på lige nu. De skal give slip af sig selv. Ingen hjælp. Langsomt, skal de glide ud af formen og lande på det sukkerdryssede fedtpapir.

Kryds lige fingre for, at det sker.