61

Det hjælper da lidt, kan jeg mærke…

Jeg er småsløj i dag. Det har jeg sådan set været i nogle dage, men uden det bliver til andet end sådan noget halvt ingenting. Et solidt immunforsvar gør, at man aldrig bliver sådan rigtigt syg, men i stedet halvsløj i alle de dage, hvor kroppen kæmper om retten til at være rask. Det er vel sådan set udmærket, men også lidt belastende sådan at ligge mellem to stole. Altså metaforisk, for jeg er da lykkeligvis smart nok til at vide, at jeg sidder bedre end jeg ligger mellem.

I dag er det hovedpinen, som har overtaget og med sådan én kan jeg ikke koncentrere mig om noget som helst. I stedet har jeg taget en lille, sjov pille, som gør underværker, men også svimmel og utilpas, så jeg havde egentlig planer om, at jeg bare lige skulle sove en times tid eller to og så ind på arbejde. Det er opgivet nu, for jeg er simpelthen for svimmel. Det går fint med at sidde stille. Det kan man jo så gøre i sengen, mens man ser lidt tv, spiser ostemad og drikker kaffe og det er altså ikke skidt. Bare lidt kedeligt. Altså lige indtil Kenneth smed en pakke på dynen…

På lørdag er det min fødselsdag. I dag trængte jeg til lidt trøst, syntes han…

Jeg kan da ikke være mere enig og nu er jeg også flyttet ind, så Lone kan få nogle tæv i Wordfeud, mens vi ynker hinanden. Hun har fået min mave fra forleden og jeg har overtaget hendes svimmelhed fra i går. Vi er svært glade for, at vi ikke er heste. Så havde vi forlængst været skudt.

Spørg lige om det blev lidt sjovere at være sengeliggende nu… :-)

Du vil sikkert også kunne lide