Jeg var lige ude at lufte mig i dag. Kort, men spændstig og frisk var turen gennem den knapt vågne by. Jeg elsker, når jeg skal bevæge mig gennem bykernen, inden alting vågner. Lige der, hvor vi stadig er i tidslommen inden alting går af lave. Der, hvor kun gadefejerne og jeg er.
Juleforberedelserne er i gang allevegne. Over Boulevarden hænger allerede granguirlander med lys og stjerner. I vinduerne på butikkerne i handelsgaderne sniger sig en umiskendelig snert af jul indenfor. I går overhørte jeg en ekspedient spørge kunden, om det var en julegave, der skulle byttemærke på og jeg er slet ikke klar. Slet ikke. Faktisk har jeg kun nødtvungent sluppet det sidste håb om Indian Summer og jeg ved jo godt, at det er utopi, men derfra og til at skulle omfavne julen er der simpelthen for langt. Mine indre parader er oppe. Jeg NÆGTER. Om lidt slipper jeg ikke, men som sædvanlig handler det om, at det er november. Jeg glemmer det bare. Heldigvis…
Engang holdt jeg meget af november. Jeg holdt af at iagttage efterårets farvemættede indtog. Jeg holdt af, at min fødselsdag ventede, når vi var halvgående. Jeg elsker nemlig gaver. Jeg kunne lide regn og rusk. Jeg er god til at hygge inden døre. Jeg glædede mig til december.
Så kom min fødselsdag for fem år siden og den selvsamme nat blev Alexander indlagt på sygehuset. På min fødselsdag. I løbet af ganske få dage, blev han overflyttet til intensiv. Han blev lagt i respirator, mens ingen forstod eller kunne forklare noget som helst.
Alexander kom aldrig med hjem igen. Aldrig nogensinde. Vi mistede ham ti dage senere.
Jeg hader november. November gør mig tung udenpå og indeni. Jeg glemmer heldigvis altid hvorfor, men kun indtil jeg husker. Hver en celle i min krop ved ganske udmærket hvorfor og de skriger og gør ondt. De lader mig ikke slippe og i sidste ende lader de mig heller ikke glemme.
November. Jeg skal ikke glemme, men jeg vil gerne slippe. Bare lidt nemmere. Tak.
PS – nej, jeg er ikke ked hele tiden, men tungsindig og eftertænksom. Det er vel i grunden udmærket at være det.
34 kommentarer
Tina - omme i London
9. november 2011 at 21:19Joesses Liselotte – er det virkelig allerede fem aar siden? Stort knus til (((((((((dig)))))))))))) min snut. November er lige straks forbi – og saa er det December! :)
Hanne Schjødt-Pedersen
9. november 2011 at 19:32En klog højskolelærer sagde engang, at “sorgen er kærlighedens pris”. Det gør jo ikke sorgen mindre, når man mister, men sorgen er der jo, fordi vi har elsket og elsker. Gode tanker til dig og dine.
Liselotte
9. november 2011 at 12:43Jeg skal øve at gløde og lyse i november. Det nytter ikke, at måneden går med at vente på at passere den 29. Det er spild af dejligt efterår :-)
henriette
9. november 2011 at 10:01November kalder på et knus kan jeg mærke. Her kommer et varmt et til dig, selvom vi ikke kender hinanden.
Venlig hilsen
Henriette
Eva_O
9. november 2011 at 09:03November er heldigvis kun 30 dage, så som du selv skriver: Den forsvinder igen! Eftertænksom er helt i orden. Tungsind slider og gør træt. Jeg håber for dig, at “november eftertænksom” til sidst overskygger “november tungsind” – måske allerede til næste år. Hvem ved, måske der til næste år sniger sig et lille smule “november glæde” ind…
Under alle omstændigheder – rigtig god november onsdag til dig…
Liselotte
9. november 2011 at 08:18Vi kender heldigvis ikke den sti, vi skal træde gennem livet, for så ville nogen af os aldrig komme ud af stedet af angst for ikke at slå til, ikke at magte og ikke at turde. Vi kommer igennem. Nogle nemmere end andre, men vi bevæger os trods alt.
Jeg bevæger mig. I hverdagen fylder livets tilskikkelser ikke stort, men november er altså ikke min bedste ven. Heldigvis har den det med at forsvinde igen :-)
Winnie
9. november 2011 at 19:00Er så enig med dig – knus og varme tanker sendes i din retning :-)
kolorista
9. november 2011 at 07:49Liselotte, din blog var den allerførste jeg læste og dykkede ned i og opdagede hvordan man æstetisk og med visuel finesse kunne vise sit liv frem – på godt og ondt, i glæde og sorg. Du åbnede mine øjne for blogging – i sådan en grad at jeg selv for to år siden begyndte at blogge, og opdagede en helt ny, uendelig verden af muligheder, menneskelige historier og kreativ inspiration. Din historie – og Alexanders – rører mig fortsat – og dine ord indrammer så krystalklart november-stemningen – også for os der ikke har lidt et tab så stort som dit. KH Lisbeth
kim
9. november 2011 at 06:48Når jeg læser dit indlæg, bliver jeg helt trist ved tanken om hvor svært det ville være for mig – i den samme situation.
Jeg bliver taknemmelig for det jeg har, og det er ikke så lidt.
De allervarmeste tanker herfra.
Sole
9. november 2011 at 03:24((((((((((((((((((((((Liselotte, Kenneth og Oline)))))))))))))))))))))))))
Høst
9. november 2011 at 00:30Klemmer fra Norge går til deg!
Har et elsk-hat forhold til høsten selv etter å ha mistet et barn om høsten. Elsker høsten fordi den er inbefatningen av innekos og peisvarme, og den (eneste) årstiden mitt lille barn fikk her på denne jord. Samtidig er det den tyngste tiden av året nettopp på grunn av dette, i tillegg til at oktober og november er ganske mørke og våte måneder her i Norge…
Snart kommer desember med lys og forventning, julen og adventstiden blir desto sterkere og mer livsbekreftende synes jeg etter en høst med minner og savn :-)
Alt godt til deg og din familie, Liselotte
Nina Porsager
8. november 2011 at 23:47Jeg kender dig ikke men læser din blog fordi jeg synes at du skriver godt og vedkommende. Da jeg læste dagens indlæg kom jeg i tanke om hvad en netop idag sagde til mig om “at sorg er en kærlighed man ikke kan slippe af med”. Det gav mening for mig – ved ikke om det gør for dig men den er hermed givet videre. Og tak for en god blog..:-)
Marianne Bentzen
8. november 2011 at 23:22Kære Liselotte.
I betragtning af, hvor stor en sorg I to flittige mennesker (samt Oline) har været udsat for, synes jeg at det er imponerende, hvad I får ud af livet, men selvfølgelig har I Jeres svære stunder.
De varmeste tanker
Marianne
Sheila Nielsen
8. november 2011 at 22:17Med sådan en smertelig oplevelse i livet, er der vel intet forgjort i at være eftertænksom og tungsindig.. Det hører blot med til at kunne mærke sig selv at være dét. Det er så meget vigtigere end så meget andet.
Smukt indlæg, men sikke en sorg at bære på… Det gør du tappert, må jeg sige. Men det skal du jo; både for din egen skyld og for de der er tilbage og bærer sorgen SAMMEN med dig.
Eftertænksomme tanker herfra
~Sheila~
Marianne Kruse
8. november 2011 at 22:02Det er absolut i orden at være tungsindig og eftertænksom. Du er kun et menneske – og et godt og følsomt menneske. Det ville da være synd for din søns minde, hvis du ikke følte sådan. Sorgen mildnes, men savnet består …
Irene
8. november 2011 at 21:47Det er utroligt det allerede er så lang tid siden Alexander døde. For mig føles det somom det kun er et par år siden! Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig hvor kort tiden må føles for dig.
Du får lige et knus af de gode varme, min egen! Og det med kærlig hilsen på!
{{{{{{{{{{{{Liselotte}}}}}}}}}}}}}
kirsten pauli
8. november 2011 at 21:24I so do understand your sorrow, sending you so many good warm thoughts. you have helped me so many times over the last few years with your beautiful words and sharing your sorrow…thank you dear liselotte.
kirsten pauli
8. november 2011 at 21:22I so do understand your sorrow, sending you so many good warm thoughts. you have helped me so many times over the last few years with your beautiful and sharing your sorrow…thank you dear liselotte.
Sidsel
8. november 2011 at 21:16(((((Liselotte)))))
Ved du er ked i November. Mine ord vil ikke give mening. Men jeg sender/tænker al varme og kærlighed til dig og dine.
Mette
8. november 2011 at 21:09Åh, det trak lidt stramt henover øjnene og computerskærmen blev pludselig utydelig. Kram til dig og november, som jeg altid har forbundet med den hyggeligste efterårsmåned inden julen kommer. Sådan er livsbaner forskellige.Tak fordi du delte det.
Marianne
8. november 2011 at 20:47Det er vanskelig å finne ordene, men jeg sender deg en stor klem!
Du er sterk! Jeg beundrer deg!
Line
8. november 2011 at 19:24Jeg sidder og små græder mens jeg læser din blog og puttet mine 2 små drenge.
Nu hader jeg også lidt november.
Sonnie
8. november 2011 at 19:19Jeg bliver altid så berørt når du skriver om Alexander. Den måde du skriver om din kærlighed/sorg på, er helt utrolig.
Specielt glemmer jeg aldrig et indlæg du skrev ved juletid, hvor I havde været gravstedet og I tændte lys, men lyset gik hele tiden ud. Til sidste tændte I det atter engang, og gik, og I vendte jer ikke om. I gik med tanken om, at lyset brændte.
Det indlæg rørte mig helt vildt og jeg tænker stadig på det,
Jeg tror slet ikke jeg kan sætte mig ind i det, at miste et barn, jeg har slet ikke ord for det – men rigtig mange tanker til dig alligevel.
susanne
8. november 2011 at 19:16Pyha, der kom en klump i halsen og en tårer eller 2 i øjenkrogen, tænker på dig….
Knus og Kram
Lotte
8. november 2011 at 19:12Jeg hader november sammen med dig.
:-(
Tante T
8. november 2011 at 18:50Jeg sender dig et novemberkram ♥
Maria Jensen
8. november 2011 at 18:35Kære LiseLotte.
hmmm viller gerne skrive en masse trøstende og kloge ord men de indfinder sig ikke så der ryger et KRAM afsted i stedet-og øh Alexander Syns det er længe siden vi har hørt at din Mor har drømt om dig.
Og I denne tid trænger hun vist særligt til et knus fra dig.
Sååå kig forbi ien drøm-det fjerner jo ikke sorgen-men et knus fra dig kan hjælpe meget :)
Anni
8. november 2011 at 18:12et stort knus fra mig!
Ulla
8. november 2011 at 18:05Håber du slipper bare lidt nemmere i denne november.
Krammer og kærlige tanker hernede fra Mols.
Karin
8. november 2011 at 17:53Hej.
Jeg har lige læst Morten Sabroes Du´som er i himlen og skal ind og “diskutere” den i læsekredsen i aften. Et citat fra bogen som står tilbage for mig, er hvor der hovedpersonen besøger Panuminstituttet, og en af lægerne siger: Det bedste sted at begrave sine kære, er i hukommelsen. Det giver stof til eftertanke og i dit tilfælde må jeg sige, Liselotte, hele din krop husker så her i november på godt og ondt en af dine kære og de begivenheder, der var forbundet med den måde, han blev en af dem i himlen på. Ikke at jeg er religiøs overhovedet, men på en eller anden måde kan vi jo som mennesker have behov for at have dem, vi har mistet et bestemt sted, og jeg synes, hukommelsen-himlen er et godt sted. Hvis ikke du har læst bogen, synes jeg, du skulle prøve.
Kærlige tanker og knus fra Karin
Liselotte
8. november 2011 at 17:58Alexander er med mig hver eneste dag, Karin. Han er mig. Jeg er skåret til af ham. Det er jeg meget taknemmelig for og sorg er heldigvis både konstant og noget, som med årene mildnes. Det konstante er smukt, for det minder mig om det flygtige. Det foranderlige gør, at jeg kan leve videre.
Winnie
9. november 2011 at 19:02Sikke en dejlig formulering; “Det bedste sted….” Tak fordi du delte.
GitteSP
8. november 2011 at 17:28At novembertungsindig og ditto eftertænksom er da i din verden nok det mest naturlige af alt.
Jeg kan af gode grunde ikke sætte mig ind i sådan en umenneskelig stor sorg, men jeg ved med mig selv at jeg ville have det ubeskriveligt rædsomt.
Byd din november tungsindhed og eftertænksomheden velkommen i dine efterårsdage. Det er jo “bare” et tegn på at du er mor, at du lever, elsker og føler.
Liselotte
8. november 2011 at 17:36Jeg vil ikke sige, at jeg omfavner november, men jeg favner den og det må være sådan, Gitte. Alt det jeg føler, er helt naturligt og får plads. Jeg fælder en tåre, når der er behov for det, men det meste af tiden griner jeg. Jeg kan slet ikke lade være :-)