Hverdagsvæltet og lidt om kunsten kun at være pinlig ind imellem…

Livet kom forbi og bed mig hårdt i haserne. En uge fuld af non-stop behovsopfyldning krydret med praktikaliteter, arbejde og hverdagsforhindringer gjorde, at jeg i går valgte at drukne i smukke, unge mennesker og al det væsen, de genererer. I går var således dedikeret lige netop dem og den underholdning den slags har det med at byde på. Det er aldrig kedeligt. Det var det heller ikke i går, hvor jeg bød ind med tjansen som chauffør og siden hyggede mig gevaldigt med at drille, som jeg plejer. Jeg er god til at gøre i tvivl og det benytter jeg mig flittigt af. De skal aldrig vide sig for sikre.

Til gengæld for drillerierne, blev aftenen ikke lang. Jeg var ganske simpelt for træt og jeg var ikke den eneste. Kenneth og jeg tørnede ind så tidligt, at det kan undre, at vi ikke allerede har været oppe i mange timer, men nej. I stedet sover chefen fortsat og jeg har tilbragt både morgen og en del af formiddagen under dobbeltdynen med varm kaffe, Wordfeud og en god bog.

Det er ikke nogen ringe start på en weekend. Jeg kan anbefale den tilgang. Man får en dejlig, omend meget lidt produktiv, start :-)

Jeg nåede lige at se solen og den blå himmel, som tilsyneladende må befinde sig et sted over skyerne, som nu igen har bemægtiget sig hele himmelrummet, hvor jeg sidder. Lidt sol er bedre end ingen sol. Jeg nød de sparsomme øjeblikke og lige nu læner jeg mig tilbage i tilfreds bevidsthed om, at det endnu engang lykkedes mig at forcere alle forhindringer og diskret – det her er STOR kunst – banke på, linde forsigtigt på døren med lukkede øjne og lade som om jeg slet ikke eksisterer for hurtigt at kalde Oskar ud af teenagehulen.

For fanden, hvor kan mødre være pinlige. Jeg prøver at være det mindst muligt. Nogen gange ;-)