Helt færdig med Amsterdam er jeg ikke. Der er stadig fotos, som minder mig om steder eller episoder, som er værd at huske.
Et af stederne er Frederiksplein, som dette efterår er stille og uden det liv, vi ellers er blevet mødt med på sensommer- og forårsdage. Her er endnu et lille stykke grønt med plads til at spille bold, smide sig i græsset eller bare mødes til en kop kaffe på en af bænkene.
Også her er lygtepælene de traditionelle, smukke med kronen. Dem ser man allevegne, hvis man husker at kigge. De pynter. Det er der mange ting, som gør i Amsterdam.
Også skulpturen nedenfor. Jeg lader fantasien fortælle dig, hvad den vil…
I går var jeg så træt efter en hel dag i studie, at jeg næsten havde mistet mig selv og ikke mindst min hjerne, da jeg nåede til tolkemøde, men hold op, som jeg havde hygget mig. Det er et par dejlige, sjove og hyggelige mænd, jeg samarbejder med, så sådan en dag er faktisk den rene luksus og et dejligt afbræk. Tolkemødet blev ikke det, hvor jeg bidrog med mest, for jeg havde ikke flere kræfter. Det viste sig også senere, da jeg lå i min seng, inden klokken var 22.
Nogen ville måske driste sig til at hviske svagpisser, fordi der ikke findes et bedre ord en torsdag morgen, hvor alt er sort og tågen kaster fugt. Jeg ville ikke have korrigeret dem. I går altså!
Torsdag er travl. Både ude og hjemme, men i aften er der foredrag med Christel Seyfarth. Jeg skal af sted i det bedste selskab. Jeg glæder mig :-)
Må du få en skøn, tåget torsdag :-)
9 kommentarer
Liselotte
29. oktober 2011 at 11:05Jeg nåede aldrig til at skrive noget særligt om foredraget, men det var på Møllehuset i Frederikshavn og det var en dejlig aften :-)
Birte N
28. oktober 2011 at 11:39Gad vide hvor du var til foredrag med hende i torsdags, jeg var i Calleri Munken til foredag med hende i tirsdags og selv om det gav en lang køretur og et hårdt dagsprogram var det umagen værd. Hun er da bare farverig og festlig, jeg elsker hendes farvestråelnde modeller.
Sidsel
27. oktober 2011 at 13:28Elsker de billeder fra Amsterdam. Jeg MÅ afsted. Nogle gange bliver jeg ramt af udlængsel.. Skal bare ud!!!
Bliver hygge i aften;-)
Gitte Morsing
27. oktober 2011 at 13:03Hejsa Liselotte
Jammen så ses vi jo iaften skal afsted sammen md Lydert.
Mvh
Gitte
Hjortebjerg
27. oktober 2011 at 11:43Lyder til du får en rigtig dejlig aften! Glæder mig til at høre om foredraget.
God aften, når du når så langt!
Helle
27. oktober 2011 at 08:58For ..20 (!!!) år siden tog jeg til A’dam med en veninde, i toget mødte jeg en hollænder, vi forelskede os hovedkulds lige der i toget og vi havde 1 års intens langdistance kærlighed og efterfølgende et par år med flere intense forsøg på ikke at være kærester og mange undskyldninger for at se hinanden bare een gang til – og ja, jeg fik knust mit hjerte noget så brutalt! Men for filan hvor jeg elsker dine billeder og beskrivelser fra Amsterdam…jeg bliver helt syg, ør og glad af længsel på een gang! Du fanger lige det der ved Amsterdam, som er så fantastisk og unikt!
Liselotte
27. oktober 2011 at 10:00Sikke dog en vidunderlig og hjerteskærende historie, Helle. Det er jo fantastisk, at man kan forelske sig på et splitsekund og sikke et held, for der ligger gode oplevelser gemt i det på trods af det efterfølgende knuste hjerte :-)
Jeg elsker Amsterdam. Den er min yndlingsby :-)
Tante T
27. oktober 2011 at 07:52Tåget er den, og skøn håber jeg den bliver. Torsdagen…
Sidder lige så stille i mørket, kun med skærmlys, og starter stille. Jeg ved tempoet eskalerer op ad dagen…
Dejlige feriebilleder du deler ;)
Liselotte
27. oktober 2011 at 09:59Her er endelig blevet lyst. Jeg er bare ikke god til de mørke morgener, så jeg er ekstra taknemmelig for solen, som skinner i dag :-)
God dag til dig :-)