Spontant er godt og ind imellem dobbeltgodt

Et spontant indfald mundede ud i den dejligste dag. Vi pakkede bilen med alt vores grej, efterlod Oline med følge til egne interesser og satte kursen sydover. Lige før Århus drejede vi til højre. Inde i baglandet bor nogle dejlige, sjove og skønne mennesker, som også havde plads til at lade lørdag være lørdag og to og fem lige.

Her landede vi til kaffe. Med den følger grin, snak og to dejlige piger, som jeg savner med jævne mellemrum.

Der er fart på. De vokser med lynets hast og jeg kan slet ikke følge med, når jeg ind imellem kommer til at se på dem og husker, at engang var de her slet ikke. Ældste er født, mens hun boede lige her i mit hus. Yngste kom til nogle år senere, mens jeg stadig så dem jævnt, fordi vi stadig var omtrent naboer. Når afstanden bliver større, glemmer man, at spontanitet sagtens fungerer også med små hundrede kilometers afstand. I går huskede vi det.

Clara havde sin yndlingshue på. Den har jeg hæklet til hende, da hun var omkring et år gammel, så det er sådan med hiv og sving, at hun kan trække den ned over ørerne.

I går lavede vi en aftale. Jeg lavede en ny hue og til gengæld lavede Clara en tegning til mig. En rigtig fin aftale, hvis du spørger mig. Jeg havde kun glemt én ting. Clara glæder sig. Clara er sådan et menneske, som står op hver morgen og omfavner verden. For en sikkerheds skyld får den lige et smækkys og så får den ellers fuld skrue resten af dagen, for der skal vrides så meget glæde ud af dagen, som overhovedet muligt.

Når man glæder sig, er man utålmodig. “Tror du, at den bliver færdig i dag, Liselotte?“, spurgte hun mange gange i løbet af dagen. Jeg prøvede med et “det er altså ikke godt at vide, Clara“, hvorefter hun kiggede undrende på mig og spurgte hvorfor det ikke var godt at vide det. “Det er da godt at vide og man kan aldrig glæde sig for meget alligevel“, var hendes svar. Hvor har hun dog ret.

Klokken midnat i går sneg vi os ind i soveværelset for at prøve huen på Claras hoved. Hun vågnede og satte sig op og et stort smil bredte sig på hendes ansigt, da hun så huen. “Åh, så skal jeg have den på i morgen i skole“. Hun havde vist forregnet sig, men jeg havde ikke. Den lå klar til hende denne morgen og jeg håber, at hun er tilfreds :-)

Storesøster Emma er ikke sådan at overbevise om hjemmestrikket. Hun ser Friends og griner, fniser og venindekonspirerer. Hun lakerer negle og gemmer på hemmeligheder. Hun vokser med lynets hast og hun ved, hvad hun vil. Det er dejligt, synes jeg og jeg ser en dejlig pige på vej til at blive teenager. Hun skal selvfølgelig ikke snydes og jeg har allerede en ide om, hvad der kan gøre hende glad. Det må eftersendes, men jeg er sikker på, at en overraskelse i posten heller ikke er det værste i verden.

Jeg er så glad for, at vi huskede allesammen, at spontanitet ofte ender ud i det rene kærlighed til sjælen. Min er smurt så dejligt nu, så søndag kom an!