Jeg har været hos tandlægen. Ikke med min gode vilje, men af nød. En knækket kindtand kommer til at koste en halv bondegård og det meste af min shopping i Amsterdam, men sådan er det så bare. Tanden vil jeg ikke undvære og når det endelig skal være, er de faktisk utroligt søde, hvor jeg kommer.
Da jeg slap ud igen, og sådan har jeg det virkelig, for jeg er frygtelig bange for tandlægen, regnede det, men lettelsen ved at det værste nu er overstået gav mig blod på tanden (ha, ha, jeg er så lidt sjov) og jeg besluttede mig for at spadsere hjem. Der er plads nok. I Gug er der stille det meste af dagen. Og aftenen. Vi er spidsbelastede og ikke mere.
Tandlægen ligger nede på Sønder Tranders Vej. Der har jeg boet engang, da jeg stadig brugte sut og var enebarn. Siden fik jeg en søster og de første, spæde erindringer om leg og alvor. Det var også der, jeg bed så hårdt gennem min tunge , at den for altid har set lidt sjov ud. Min mor fortæller stadig med ærefrygt, at det blødte noget så nederdrægtigt. Det husker jeg ikke. Jeg husker dengang, da jeg blev skubbet i branddammen og måtte kravle op igen gennem et tæt buskads, som mestendels bestod af brændenælder eller dengang vi legede frisør og klippede hinanden. Ingen af delene var min mor ubetinget begejstret for.
Vi bor lige mellem Nøvling og Aalborg. Visse er nabobyen ligesom Sønder Tranders er det. Vi er så godt som på landet. Ikke helt, men en cykel og fem minutter og vi står midt i mulden med kreaturer og korn så langt øjet rækker. Det kan jeg godt lide. Jeg holder af min stille hovedgade, som ligger øde hen det meste af døgnet.
Da jeg var barn, var der liv i byen. Forretninger var der masser af. Gugvej var tæt pakket med dem. Jeg husker, når vi gik ned for at handle. I dag er der stille på vejen…
Vi har forretninger. Ikke mange, men de er der. Vi har også en rigtig god bager, som fristede med jordbærkage, men jeg sprang over og svor, at jeg ville gå hjem og bage gode brød i stedet.
Hjem er for øvrigt lige oppe efter Q8…
Lige ved vejen, jeg bor på, ligger et busstop. Det er her, jeg tager bussen fra. Snart er jeg kørende igen. Jeg har været billøs i flere måneder nu og jeg savner friheden. Jeg savner, at det er mig, som bestemmer. Om nogle dage er det sådan igen. Det glæder jeg mig til, men allerførst var der vist brødet og så – håber jeg – en aftale om te lige om snart :-)
13 kommentarer
Rosa Rensborg
3. oktober 2011 at 19:33Hej Liselotte.
Har faktisk idag tænkt på tandlægen, det er ved at være denne tid. Sidste gang var til min første rodbehandling og en regning der sagde spar to.
Jeg har forresten været i Amsterdam i sidste uge, hvilket var super skønt da vejret jo var med os. Husk traveskoene for den første da gik vi over 20 km, havde gps ur på:-).
Vi cyklede forresten rundt dernede for man må sidde to på en cykel. Min søster som ikke har så lange ben som jeg, sad bagpå den pinke cykel som vi havde lånt af den søde pige vi boede hos. Det var super skægt, som at være teennager igen:-).
Glæd dig hvis du er til sko, for de er noget billigere end herhjemme.
God bedring og tur til Amsterdam.
Liselotte
4. oktober 2011 at 10:15Jeg glæder mig meget til Amsterdam, Rosa. Jeg har allerede været der en del gange gennem årene, så jeg ved godt, at traveskoene skal med :-)
Jeg elsker den by! Og skoene :-)
Dana
3. oktober 2011 at 18:44Velkommen til menneskeracen … jeg har det sådan med tandlæger, at receptionisten der hvor jeg kommer har en brækspand til mig når jeg har en tid. Det er blevet lidt bedre med alderen, men ikke meget.
Liselotte
4. oktober 2011 at 10:14Tak Dana, men den mener jeg nu at have tilhørt altid ;-)
Jeg er også et skravl og jeg synes ikke, at det bliver bedre med alderen. Øv, altså! :-)
Tina Dalbøge
3. oktober 2011 at 14:00Godt du kan finde ud af at tage det sure med det søde :-) Eller knap så søde, når det bliver brød i stedet for jordbærkage… KH Tina
Liselotte
3. oktober 2011 at 14:23Ja, det ender vist med det knapt så søde, Tina. Et godt brød, tror jeg :-)
Johanne
3. oktober 2011 at 13:58Tandlæger er heller ikke min livret, men jeg er blevet dygtigere med alderen :-) Min søster afskyr tandlæger så meget, at hun hellere vil føde et barn end at gå til tandlægen – sådan har jeg det trods alt ikke!
Johanne
Liselotte
3. oktober 2011 at 14:23Jeg er faktisk temmelig ked af, at jeg har så traumatisk et forhold til tandlægen. Når jeg først er der, bliver jeg kold som jordbæris, men inden… *suk*
Anita
3. oktober 2011 at 12:38Pfeew de tandlæger altså; jeg er ret sikker på, at de har flere “fjender” end venner, men sådan siger jeg naturligvis kun, fordi jeg selv er én af dem, som bare skal have besøget overstået. Jeg er 10 kg. lettere, når jeg siger Farvel og Tak – både psykisk, men også pengemæssigt ;-)
Sprang du helt over cykelturene eller..?
Liselotte
3. oktober 2011 at 12:42Jeg er virkelig ikke god til tandlæger, men det er en del af at være menneske, så jeg tager mig sammen og bøder siden for det med noget, der minder om en halvsidig lammelse efter den eneste bedøvelse, som virker på mig…
Cyklen er en ven, men jeg cykler ikke lige til Silkeborg eller Vesløs, så jeg savner min bil rigtig meget :-)
Anne
3. oktober 2011 at 12:28Har I ikke fået bilen hjem fra Frankrig endnu?
Liselotte
3. oktober 2011 at 12:36Nej, det har vi ikke, Anne, så jeg har været billøs i rigtig lang tid nu, men snart… :-)
Anne
3. oktober 2011 at 18:03Uargh! (…. må ikke poste korte kommentarer ….)