13

Lidt om hvor lidt der i virkeligheden sker, hvor jeg er…

Jeg har været hos tandlægen. Ikke med min gode vilje, men af nød. En knækket kindtand kommer til at koste en halv bondegård og det meste af min shopping i Amsterdam, men sådan er det så bare. Tanden vil jeg ikke undvære og når det endelig skal være, er de faktisk utroligt søde, hvor jeg kommer.

Da jeg slap ud igen, og sådan har jeg det virkelig, for jeg er frygtelig bange for tandlægen, regnede det, men lettelsen ved at det værste nu er overstået gav mig blod på tanden (ha, ha, jeg er så lidt sjov) og jeg besluttede mig for at spadsere hjem. Der er plads nok. I Gug er der stille det meste af dagen. Og aftenen. Vi er spidsbelastede og ikke mere.

Tandlægen ligger nede på Sønder Tranders Vej. Der har jeg boet engang, da jeg stadig brugte sut og var enebarn. Siden fik jeg en søster og de første, spæde erindringer om leg og alvor. Det var også der, jeg bed så hårdt gennem min tunge , at den for altid har set lidt sjov ud. Min mor fortæller stadig med ærefrygt, at det blødte noget så nederdrægtigt. Det husker jeg ikke. Jeg husker dengang, da jeg blev skubbet i branddammen og måtte kravle op igen gennem et tæt buskads, som mestendels bestod af brændenælder eller dengang vi legede frisør og klippede hinanden. Ingen af delene var min mor ubetinget begejstret for.

Vi bor lige mellem Nøvling og Aalborg. Visse er nabobyen ligesom Sønder Tranders er det. Vi er så godt som på landet. Ikke helt, men en cykel og fem minutter og vi står midt i mulden med kreaturer og korn så langt øjet rækker. Det kan jeg godt lide. Jeg holder af min stille hovedgade, som ligger øde hen det meste af døgnet.

Da jeg var barn, var der liv i byen. Forretninger var der masser af. Gugvej var tæt pakket med dem. Jeg husker, når vi gik ned for at handle. I dag er der stille på vejen…

Vi har forretninger. Ikke mange, men de er der. Vi har også en rigtig god bager, som fristede med jordbærkage, men jeg sprang over og svor, at jeg ville gå hjem og bage gode brød i stedet.

Hjem er for øvrigt lige oppe efter Q8…

Lige ved vejen, jeg bor på, ligger et busstop. Det er her, jeg tager bussen fra. Snart er jeg kørende igen. Jeg har været billøs i flere måneder nu og jeg savner friheden. Jeg savner, at det er mig, som bestemmer. Om nogle dage er det sådan igen. Det glæder jeg mig til, men allerførst var der vist brødet og så – håber jeg – en aftale om te lige om snart :-)

Du vil sikkert også kunne lide