Teenagere kan noget, når vi taler om søvn. De kan sove i usandsynlig lang tid. Faktisk kan de sove dage væk. Hele eller halve gør ingen forskel. De sover, til man larmer. Højt. Og længe. Så står de op med strithår og kroppe, som slet ikke magter at bevæge sig i noget, der tåler sammenligning med andet end sneglen.
De falder sammen i en stol, som tilfældigvis passeres. Så sidder de der, til nogen minder dem om, at de er levende.
Ind imellem kommer de i tanke om, at sene nætter er svært forenelige med at skulle nå helt usandsynligt meget, inden de skal ud af huset. Det afstedkommer ikke rask tempo. Nærmest tværtom. Verden kan forekomme uoverskuelig og overblik kan være en by i Rusland. De synker sammen. På stedet. Opgivende og højt sukkende.
Så træder andre i karakter. Får dem gelejdet ind i de levendes verden igen. De bevæger sig. Stadig langsomt…
Jeg har to strithårede, søde og forsovede teenagere i mit køkken. De er klistret ind i tape, papirrester og levn fra det, de kaldte morgenmad og jeg ville betegne eftermiddagssnack. De skal stadig nå en frygtelig masse, men nu kan jeg høre, at de planlægger et par spil eller tre, for tiden er en uendelig og fantastisk elastisk størrelse i den alder.
Jeg elsker at de er her i mit køkken. Jeg elsker den alder. Jeg elsker, at verden ligger åben og tid er noget, vi bare tager os.
Jeg elsker også udsigten til, at jeg måske alligevel får fingrene i eget køkken. Lige om lidt. Husk, de bevæger sig kun i snegletempo.
10 kommentarer
Sheila
2. oktober 2011 at 11:38Det ER på mange måder en fantastisk alder… Og den gør noget ved én. Man kan stadig blive irriteret over skoene der bare bliver smidt, jakken der bare bliver “væk”, eller at provianten forsvinder fra køleskabet næsten hurtigere end det kommer derind. Til gengæld kender de også én så godt at de kan charmere, bedrage og spille på de moderlige følelser. Jeg kan ihvertfald ikke opretholde min opdrageriske strenghed, når der foran mig står denne unge mand med Herkules-brede skuldre og skæg i hele hovedet, der kigger ned på sin mor og stryger mig blidt over håret og siger: “-Så så, mor, jeg skal NOK spise din gode mad selvom jeg lige har spist en pose chips” Tja, så er han i mine øjne stadig den lille ble-unge der søger trøst på min arm. Mærkeligt – måske det går over en gang :-)
Go’ søndag deroppe i det jyske!
Sheila
Liselotte
2. oktober 2011 at 12:02Tak Sheila – og god søndag til dig :-)
Din beskrivelse af sønnike gav et stik i hjertet. Jeg havnede lige i min drøm om en voksen søn, men virkeligheden er en anden. Jeg får lov til at låne andre mødres dejlige sønner og det nyder jeg :-)
Sheila
2. oktober 2011 at 15:52Det gør mig oprigtig ondt at høre… Jeg har selv to små’er der aldrig så lyset på jorden, men istedet i en anden verden,
Hvordan vi overlever det, forstår jeg ikke. Det er også kun næsten at man gør.
Men så er der andre tilbage der holder én i gang, og kan overøses med kærlighed.
Heldigvis for det, eller noget.. :-)
Liselotte
3. oktober 2011 at 12:24Ja, der er heldigvis meget at være glad for, Sheila – også, at man får lov til at låne andre mødres dejlige sønner :-)
Kong Mor
1. oktober 2011 at 18:22Hvis man plejer at sige at de skal rydde op – så forsvinder de som regel hurtigere :-)
Håber du når at indtage det inden du bliver alt for sulten!!
Liselotte
1. oktober 2011 at 18:54Oline var ved at stikke af fra rodet, men det er sjovt med vores unger, for når de er ude, bliver de svært velopdragne, så hendes gæst insisterede på, at de ryddede op. Det gør han HELT sikkert ikke hjemme ,-)
Tina Dalbøge
1. oktober 2011 at 17:32Jeg bilder mig også ind at jeg elsker det. Men…. når der også er venner, venners venner og hele hytten er som en banegård, så kan jeg godt liiige komme til at drømme et par år længere hen. For lidt og for meget :-)
Liselotte
1. oktober 2011 at 18:53For lidt og for meget. Du har helt ret, Tina :-)
I dag har det været hyggeligt. De var kun to og de er så sjove :-)
Djohanne
1. oktober 2011 at 16:50Jeg havde held med at slæbe en af mine ud i frisk luft.
Selvom om respittiden fra jeg foreslog turen, til VI var klar, var lige ved at overhale min tålmodighed;)))
Liselotte
1. oktober 2011 at 18:53Jeg kender den med respittiden, Hanne. Man kan da blive helt træt i korpus af at vente ;-)