35

Inspirationskopist

Jeg kommer vidt omkring på mine ture i Cyberspace. Ind imellem falder jeg over en blog, som bliver en fast bestanddel af min hverdag. Det bliver den ikke nødvendigvis på ubestemt tid, men indtil jeg ikke finder inspiration længere, er jeg at finde blandt lurpasserne.

Sådan et sted er finir les restes, som inspirerede mig for en måneds tid siden, mens jeg stadig sad med resterne af en skidt ferie og lyst til sjov og ballade. Dengang glemte jeg at bogmærke og fik kun gemt et foto på computeren. Det er simpelthen så irriterende, når det sker, men jeg var bare så heldig, at Hanne og jeg deler smag og Hanne havde været forbi Ulla, som havde set og gemt link til tørklædet. På Pinterest lå billedet hos Hanne inklusive link, så nu er bloggen smidt i min yndlingslæser feedly, så jeg fremover er helt oppe på beatet. Som om…

Ligesom Hanne forstår jeg heller ikke meget fransk, men jeg påtager mig også gerne at aflure et mønster og lave noget, som måske ikke er magen til, men i hvert fald tilfredsstiller mit ønske om noget luftigt, men alligevel rustikt. Min version er sjov at hækle. Jeg kan lide mønstret. Det er nok for mig. Jeg er i gang og så laver jeg for øvrig lidt pjat med striberne, som brydes på en skæv og måske vellykket måde. Vi får se.

Garnet? Det er selvfølgelig Blackhill Højlandsuld (supersoft) i dusinvis af forskellige farver – allesammen fra Kenneths hylder :-)

Du vil sikkert også kunne lide