At koge suppe på det rene ingenting eller hvordan vi glemmer at shoppe igennem, fordi vi er for flittige… *hoost*

Lone og jeg er alt for flittige og derfor alt for dårlige til at udnytte, at vi holder til midt i byen klods op ad alle de lækre og sjove butikker. Vi glemmer det. Vi synger, griner og arbejder. Vi bander, generer omverdenen med opringninger, som skal opklare eller løse først det ene og så det andet eller driller hinanden med dårlige parodier på Pavarotti og det der er værre.

Ind imellem sker det så, at en af os kommer ud i verden. I dag var det mig, der trak det længste eller måske i virkeligheden det korteste strå og kom ud og opdagede, at sensommeren var kommet til byen.

Solen har skinnet hele arbejdsdagen. Det begyndte først at regne, da vi fik fri.

Jeg skulle op i en af vores gågader, for jeg var telefonisk udfordret og vore teleselskab skulle træde i karakter. Det benyttede jeg mig så af og gjorde det samme. Jeg kan nemlig godt selv finde ud af at trykke på mobilen og det er mig, der bestemmer tempoet, men det havde den unge ekspedient vist lige glemt et øjeblik, da h_n lænede sig ind over mig og trykkede, fordi det tilsyneladende gik for langsomt efter det unge menneskes smag. Så tog jeg mig friheden og mindede h_n om, at det faktisk var forbundet med stor fare, at trykke lige akkurat dér, for jeg svinger en proper næve, skal jeg sige dig… *suk*

Man kunne føle sig fristet til slendrian sådan en dag, men jeg gik den lige vej ud og hjem og havde ikke én eneste fristelse med tilbage. Kun mig selv, men heldigvis med fornyede kræfter, så jeg kunne underholde Lone resten af dagen med ufattelig ringe sang og demonstration af rusten musiksmag. Man skal aldrig gå ned på pinligheder.

Nu er det endelig blevet fyraften. Jeg tog en eftermiddagstjans inde ved naboen, men nu er det vist tid for et forsøg på at koge suppe efter tilfældighedsprincippet. Der er øjeblikke, hvor det ender lykkeligt. Det kunne da godt være i dag.