9

Roskilde tur/retur

Denne weekend er udnyttet til sidste blodsdråbe. Hvert eneste minut har været bestemt og dedikeret til et eller andet. Frirummet lå i går formiddags. Et par timer havde vi og jeg ville i COS i Østergade i København, men opgav efter vejret havde vist tænder. I stedet endte vi i Roskilde, hvor jeg løb spidsrod mellem dråberne, men det var hyggeligt og jeg mødte endda en tidligere studiekammerat, som bor i Næstved. Her kan man vel tale om tilfældigheder, når vi mødes i en butik på gågaden i Roskilde.

Og bagefter ventede lidt arbejde. Fotos i den dejligste butik nede på Køgevej 2; Long Island Interieur.

Det er Christina, en dejlig veninde, som har startet butikken. Hun er så utrolig dygtig og dedikeret, så selvfølgelig er alting i den fineste orden og det er en fornøjelse at være den, som skal tage stemningsbilleder og bygge web-shop til hende. Hun gør alting på smukkeste vis og hun har en evne til at forkæle. Hendes selskab er ren nydelse for mig og jeg kan ikke huske én eneste gang, hvor jeg ikke knækker helt sammen af grin konstant. Jeg hygger mig stort.

Hun brygger en dejlig kop kaffe, serverer en italiensk kage til og så er der jo den lille parisiske Louis. Han er simpelthen butikshund i Long Island og han er verdens sødeste, lille hund, som sover dagen væk, for at vågne op til dåd om aftenen og mest af alt minde om en hårtot med for meget energi. Hold nu op, som han kan løbe, lege, bide, løbe og lege igen. Og igen…

Kaffen smagte dejligt. Jeg kastede mig ud i at tage nogle billeder, som kan bruges efter forgodtbefindende og mens jeg var i gang, ventede vi på dagens sidste deltager, som var på vej fra den anden ende af byen.

Jeg drak kaffe. Bagefter købte jeg lidt af en fantastisk håndsæbe fra Durance. Kombinationen af lakrids og violer lyder måske helt tosset, men det er bare fordi, du ikke har duftet den endnu. Den er vidunderlig! Og jeg kunne have haft mange skønne ting med hjem; håndklæderne fra Lexington, glassene og bænken fra Riviéra Maison og flere sæber fra Durance var bare nogle af tingene, jeg kunne tænke mig, men der kommer en næste gang og denne var helliget arbejde, så det gjorde vi; arbejdede. Vi måtte stoppe ved midnatstide i går. Vi kunne ikke mere.

I dag skal vi retur til Oline, Oskar og hverdagen. Det er bare helt i orden.

Du vil sikkert også kunne lide