Fra Finsensvej til Tjørnevang i en håndevending og med en forelskelse i bagagen

Søndagen har – i korte træk – bestået af glædeligt og alt, alt for kort gensyn, mødet med en ny og toplækker lille forelskelse og en del kilometer tværs gennem Danmark. Det er ikke mange timer siden min udsigt var sådan her…

Bodenhoff på Finsensvej. Solen skinnede og luften havde den friskhed, som kendetegner det allertidligste efterår, da vi stillede os i køen, som startede udenfor på gaden. Der er rift om pladserne i den butik.

Bagefter gik det med raske fjed ned ad Lauritz Sørensens Vej. Nede for enden ligger indgangen til Solbjerg Have. Her bor nogle af mine yndlingsmennesker; Thomy, det tætteste jeg kommer på en storebror og jeg bilder mig stadig ind, at Kenneth og jeg godt kan deles om ham, for han er egentlig kun Kenneths og Gitte, som er som en søster for mig. De gad godt se os. Vi er heldige.

Hos Thomy og Gitte er der kommet nyt familiemedlem. Buster hedder han. Jeg er helt forelsket. Faktisk så jeg savner ham. Prøv at se hvor lækker han er…

Først var han lidt forbeholden, for hvem var vi sådan at vade hjemmevant ind på hans enemærker? Han skældte lidt ud, men så vandt nysgerrigheden over alle forbehold og så skal jeg da lige love for, at jeg fik lov til at lege.

Buster er en dværgpinscher og han er livlig, elskelig og sjov. Han er bare en lille, glad hund og så er han da slet ikke til at stå for med det smukke udseende og den sjove, lille hale med krølle på.

Efter alt for kort tid var vi nødt til at sige farvel og på gensyn, for vi skulle retur til Oline og Oskar, som havde holdt skansen hele weekenden. De havde været i godt selskab, kan vi forstå. Ikke at vi skal spørge mere…

På hjemturen fandt jeg Kenneths trøje frem og nåede at strikke en pind eller to. Mit andet strikketøj, som lå i mit højtelskede Orla Kiely-net, havde jeg nemlig – og naturligvis ikke med vilje – tømt det meste af et krus kaffe ned i. Nu er der både et net og et strikketøj, jeg skal i gang med at forsøge at redde. Kenneth var kun lidt ked af det, for det passede ham storartet, at jeg strikkede lidt på hans lækre sweater.

Solskin og lækkert vejr var der, til vi ramte Odense. Så skal jeg ellers lige love for, at vi havde massiv regn til den anden side af Fredericia. Siden har vejret igen været fornuftigt, men kun til vi landede herhjemme. Nu vælter regnen ind imellem ned i ubeskriveligt tunge byger, mens det tordner hyggeligt derude.

Det er vist tid til sæsonens første stearinlys og strikketøj inde i sofaen, tror jeg.