6

Så stod jeg lige der og filosoferende et øjeblik…

I dag var jeg ude i verden for at informere lidt omkring brug af tolk. Bagefter var der en smule ventetid, men den slags er godt anvendt, ved bare at være. Jeg er god til at nyde, at ventetid ikke kan elimineres, men netop giver anledning til overgivelse. Man kan ikke forcere, så man kan lige så godt bare læne sig tilbage og nyde nu’et. I dag var det med udsigten til en fremtidig byggeplads af den slags, som ikke forsvinder på hverken et eller fem år. Sådan én, som bliver ved så længe, at man slet ikke kan huske dengang, da den ikke lå der.

Måske er det ikke lige præcis her, men parkeringspladser skal der sikkert være. Hele marken fyldt.  Altså når de går i gang…

Jeg snakker om vores nye Universitetssygehus i Aalborg Øst. Det er lige her, det skal anlægges. Kæmpestort, spændende byggeri og med potentiale for fornuftige løsninger på logistiske udfordringer, som udefra kommende griner af. Ingen forstår, hvordan vi kan have delt landsdelens største sygehus op på så mange matrikler (ti styks for at være helt præcis) og med så lange afstande mellem nogle af afdelingerne, som tilfældet er, men det får en ende.

Om et øjeblik udpeger regionsrådet deltagerne i arkitektkonkurrencen om det nye sygehus.

Det første spadestik? De siger 2013. Det sidste? Måske i 2020. Indtil da må vi leve med tiltagende pladsproblemer og et personale, som er presset ind i rammer, som er utidssvarende og besværlige at fungere i. Hatten af for de, som dagligt tager den kamp. Jeg er taknemmelig for, at de orker.

Du vil sikkert også kunne lide