9

Føjt for en femmer

Jeg har føjtet i dag. Mere end jeg plejer. Faktisk så meget, at jeg næsten ikke synes, at jeg har set Lone. Det er ikke helt sandt, men det føles sådan.

Jeg nåede også at hilse på Hans Lækkerhøjhed Nikolaj, som valgte at sove fra alting. Heldigvis var hans mor (min dejlige kollega, Lisbeth) vågen. Det var et dejligt, men alt for kort gensyn.

Jeg har været, hvor min mor trådte sine barnesko.

Glasværket 5, 1. sal til højre. Der boede hun sammen med sine tre søskende og mine bedsteforældre. De boede i en lille lejlighed. Når ungerne blev store nok, flyttede de op på tørreloftet. Så kunne de ligge der med kig til stjernerne og med frost om tæerne, når vinteren bed. Indtil de blev store nok, måtte de ligge i lag. Og bade i en balje i køkkenet. De havde nok, men heller ikke mere. Vækkeur behøvede de ikke, for de havde fløjten ovre på værftet. Den fløjtede første gang kvart i seks og så igen klokken syv. Så skulle man nok komme op.

Siden flyttede Villy og Jenny i hus ude i forstaden Skalborg. Eget hus med have. Det var lidt udenfor byen og så måtte Jenny tage sin Velo Solex ind til arbejde. Det gjorde hun i en menneskealder. Vi kunne møde hende på vej ud eller hjem. Altid med tørklædet knyttet stramt under hagen, for håret skulle sidde. Også når hun nåede frem. Hun arbejdede på Hygæa. Det lå nabo til Glasværket, hvor hun havde opfostret alle sine skønne rollinger.

Jenny stoppede på Hygæa ganske kort tid før sit 25 års jubilæum. Ikke tale om, at hun ville fejres. Så hellere sige op. Hun var et beskedent menneske.

I dag var jeg der og huskede. Vi har tjent til føden samme sted. Mig i en lidt kortere tidslomme.

Senere nåede jeg lige en kort frokost, inden jeg bevægede mig ud i den anden ende af byen. Undervejs blev jeg fristet og en kjole rigere.

Jeg blev samlet op på hjørnet af Holbergsgade og Korsgade. Jeg måtte finde skygge, mens jeg ventede. Sensommeren er god ved os aalborgensere. Jeg elsker det.

Du vil sikkert også kunne lide