13

Nogle tirsdage er bedre end andre…

Annemette og Heidi er på ferie lige dér, hvor en del af mit hjerte bor. De har residens i det dejligste hus med udsigt til klitter og hav. De hygger i det allerbedste selskab, jeg næsten kan forestille mig. De er der med gode venner og de nyder det. Der er heller ikke grund til andet, tænker jeg. Omgivelserne er perfekte og selskabet er altså rigtigt godt, hvis du spørger mig. Jeg ved det, for jeg var i deroppe i går.

Da alle var færdige med dagens dont, blev vi samlet op rundt omkring i byen og så gik turen ellers vestpå. Der var meget trafik og der var MANGE landbrugsmaskiner, men det gav os bare anledning til at nyde turen det mere. Den foregik i adstadigt tempo ad landevejen og gennem smukke og anderledes landskaber. Vi er gode til køreture. Vi nyder dem. Mor også, men det er nu også hende, som har opdyrket min kærlighed til dem allerede, da jeg ikke var ret gammel.

Ikke alene var stedet fantastisk og vejret med os, men selskabet deroppe var altså rigtig godt. Jeg bliver så glad, når vi får sådan en invitation. Det er dejligt at de gider se os og det er nogle begavede og sjove mennesker, så vi var virkelig tilpas og det var en perfekt afslutning på en tirsdag, som ellers bare var endt, som den plejer. Nu blev der grinet, snakket og travet tur ned til molen.

Oskar var med. Faktisk var han ikke bare med, men omtrent i den syvende himmel, for der ventede en legekammerat af de sjoveste oppe i Vorupør. Hold nu op, som de to hunde kunne lege. Der var ingen af dem, som gav op, før de var så udmattede, at de ikke kunne andet. Så tog de en kort pause og startede forfra.

Oskar er forelsket. Det forstår jeg godt, for hun er lækker, hende den lille Mokka. Han næsten græd og kiggede virkelig langt efter hende, da vi måtte vende snuden hjemad igen sidst på aftenen.

Vi er blevet beværtet efter alle kunstens regler. Vi rørte ikke en finger, men nød bare det hele. Vi spiste den dejligste mad, nød det skønneste selskab og fik grinet og snakket, så det var en lyst.Vi følte os meget forkælede. Vi skulle ikke andet end nyde. Det er altså dejligt og den rene luksus på en helt almindelig tirsdag.

Da vi kørte hjemad, var det rent velvære og sjælero, der gjorde os alle stille. Vi var tilpas. Det er dejligt at være tilpas.

Du vil sikkert også kunne lide