8

Hvis jeg var konge…

Hvis jeg var i besiddelse af verdensherredømmet og kunne bestemme alting, skinnede solen fra en skyfri himmel. Temperaturen var så venlig, at jeg ville stortrives med tæerne i Vesterhavet. Så skulle jeg ligge der med udsigt til bølgen blå og den uendelige horisont, som skulle sende kaskader af drømme og udlængsel ind i en hjernebark, som havde travlt med at arrangere alle de indkommende d-vitaminer på rette hylder.

Jeg skulle lade sand sive ind mellem tæer og varme fingre, som udforskede sandkorn, som næsten brændte mikroskopiske vabler, hvor ingen ser. Jeg skulle spise solmodne tomater, hårdkogte æg med groft fingersalt og tykke skiver hjemmebagt rugbrød og jeg skulle nyde den iskolde vand, som havde ligget nedgravet i samarbejdsvilligt sand i vandkanten.

Ind imellem skulle jeg orke at rejse mig. Så ville jeg samle sten og arrangere spiraler til glæde for de fleste. Jeg ville grine og lade maveboblerne tage plads, når jeg mærkede havets kærtegn på en solvarm krop, som trængte til det kolde gys. Jeg skulle elske alting og hele verden, fordi jeg var veltilpas.

Sådan skulle min lørdag være, hvis…

Om et øjeblik vil jeg gå ud på gårdspladsen og begynde at rydde for træt sommer og i stedet grave sensommeren frem af gemmerne. Jeg er heldig, for jeg kan gøre det i solskin.

Du vil sikkert også kunne lide