Bagnols-en-Fôret

Lige udenfor Bagnols-en-Fôret ligger Chapelle notre Dame de la Pitié. Kapellet er fra 1560, men ingen forsømmer en lejlighed til at understrege, at kapellet ligger ovenpå ruinerne af en romersk farm fra det 1’ste århundrede. Der er fundet potteskår og andre rester, som nu er udstillet oppe på turistkontoret sammen med de andre genstande, der er fundet i og omkring byen. Engang var også Bagnols-en-Fôret romersk, ligesom en stor del af resten af Frankrig.

Billedet er ikke taget fra den mest flatterende side, men det er heller ikke så vigtigt. Kapellet var ikke voldsomt interessant, men blot en af de ting, man fandt i udkanten af byen sammen med vinmarker, gamle gårde, nedtrådte stier, byens vinkooperativ og risikoen for at blive kørt ned at byens unge pizzabud…

Han kørte byen tynd hver eneste aften. Det var ikke nogen stor by, men de må elske pizza, for han manglede ikke arbejde. Han bragte pizzaer til døren og det blev gjort med den unges iver og overmod, så 2CV’en var ind imellem ved at gå i knæ, men ikke desto mindre holdt den sagtens til de voldsomt hullede grusveje, som omkransede byen. Hurra for den gyngehest og så var det ellers bare af banen, når man hørte den karakteristiske lyd af en motor presset til sit yderste.

Hvis man forlod hovedvejen og gik ned langs kapellet skulle man kun lige runde det første hjørne og så kom byen til syne ude i horisonten.

Måske var det ikke helt efter bogen at tage stien ned langs kapellet, for man kom faktisk ind på noget, der kunne ligne privat grund. Vi tog dog chancen ind imellem for lige at nyde synet af byen, som lå på den anden side af en lavning i terrænet. Man kan jo næsten spytte derover, men vejen er lang, for der er meget at gå udenom, over og forbi, inden man er der.

På pladsen overfor kapellet kunne man fange små græshopper i massevis. Oline var vild med de små insekter og kunne bruge lang tid på at sidde stille og lade dem lande på sig. De sad gerne på hænder og lod sig beundre, mens de sang ivrigt for os.

Vi var som sagt i udkanten af byen, så naturligvis var der skilte. Masser af skilte.

La Motte blev indgangen til Bagnols-en-Fôret for os. Da vi ankom til området, var pejling overladt til vores GPS, som snildt kunne finde vej til byen. Den meldte bare ikke, at vejen var en lille, smal og ualmindelig snoet bjergvej af dem, vi er ikke helt vilde med. Slet ikke den første dag i bjergene, for modet vokser jo proportionalt med øvelsen, men der var ligesom ingen vej udenom, da vi først var begyndt at bevæge os opad. Vi nåede at holde vejret mere end en gang, men vi nåede jo også frem.

Siden fandt vi ud af, at der var bred, solid vej ned ad bjerget, hvis man gad ende i Frejus i stedet. Det gjorde vi ofte.

Udsigterne var smukke i og omkring byen. Stilheden gjorde godt og byen og området fortjente så meget mere end et rigtig kedeligt ophold i et hus fuld af rotter, men engang må vi tilbage og fordybe os. Vi skal nyde livet i en stille, charmerende og meget provencalsk landsby med torvedag to gang om ugen, småbutikker og restauranter og caféer nok til, at man ikke behøver vansmægte. Det fortjener både vi og den.