Lac de St. Cassien

Vi nåede én dag på vores medbragte håndklæder og i vandret stilling. Det foregik ved Lac de St. Cassien, som lå små 12 kilometer fra vores bjerghus. Turen derover gik gennem det smukkeste terræn, hvor jeg lod mig betage i en grad, så jeg helt glemte at tage billeder. Et omtrent øde naturområde med Pinjer og Kastanjer, småbuske og en overraskende frodighed på trods af det varme vejr. Vi så enkelte ruiner efter små og større boliger, men mestendels ingenting.

Efter nogle kilometer kom vi til den lidt bredere og væsentlig venligere hovedvej. Udsigten var fortræffelig.

Alting snor sig og det kræver et fornuftigt balancecenter at færdes i Provence. Det er ikke mange år siden Oline endelig slap for sin køresyge og inden da var hun en dreven passager, som altid sad med en lille plastikspand. Jeg siger ikke mere…

Det var langt fra første gang vi var ved Lac de St. Cassien. Vi har været omkring søen mange gange i de år, vi har rejst i Sydfrankrig. Vi har spist frokost med udsigt ud over søen, vi har været nede at se på mulighederne for at leje vandcykler og småbåde og vi er kørt omkring den, når vi har været på vej ud til nogle af de yndlingssteder, vi efterhånden har fundet dernede. Vi har bare aldrig været helt nede ved bredden før.

Der er mange steder med bådudlejning. Der er også rigtigt mange vandcykler på nogle dele af søen. Der er lystfiskere, som henter den ene karpe efter den anden op af søens blå vand og der er folk, der bader, fra små vige langs bredden. Vi ville gerne bade, så vi enedes om, at det måtte handle om at holde øjnene åbne og se, hvor der var mulighed for at parkere og en rimelig sandsynlighed for, at det var muligt at komme ned til bredden.

Vi endte med at parkere på kanten af afgrunden. Det er jeg ikke god til. Jeg er skrækslagen. Jeg tror altid, at vi ender med at køre ud over kanten, så jeg klamrer mig til instrumentbordet og ligner en klovn, hvilket resten af familien naturligvis ikke undlader at kommentere.

Langt nede og et pænt stykke vej ude i horisonten kunne vi se, at der var andre badende. Der var kun én vej og det var ned gennem et tæt og lidt uvejsomt krat, men der var tydeligvis en form for sti. Ikke noget stort, ryddet og nemt at færdes på, men dog et spor at følge og dermed en tro på, at vi ville ende ved søbredden. Det gjorde vi heldigvis også og der var skønt…

To timer blev det til. Det var første dag i solen, så vi ville ikke overgøre det. Det skete da så heller aldrig, for det endte med at være den første og eneste gang på den ferie, men havde tingene vendt anderledes, var det bestemt ikke sidste gang vi var ved Lac de St. Cassien.

Søbad er jeg ikke meget erfaren i. Vi har badet en del i Furesøen som unge, men siden har det været havet, der har trukket os i vandet, så det var godt at huske, at søbad er dejligt, fordi det er ferskvand og man derfor ikke klør det mindste bagefter. Desuden var vandet rent, smukt og så var udsigten hele igennem fantastisk, når man lå og padlede rundt omgivet af grønne skråninger.

Bliver der en næste gang i det område, skal vi helt sikkert tilbage og genoptage søbadene.