20

Av!

Jeg vågner, fordi det dunker et eller andet diffust sted i min højre hånd. Til sidst er jeg nødt til at finde helt op til overfladen og jeg kan konstatere, at senen har samlet kræfter natten over. Jeg er hævet, spændt og rød.

Voltaren er min nye, bedste ven. Jeg er knapt ude af sengen, før jeg får skruet låget af tuben. Jeg ved, at det hjælper.

Så sidder jeg her og venter. Med en kop kaffe, bliver ventetiden mildere. Der er absolut ingen pegefingeraktivitet på mit program, indtil inflammationen er væk. Hvor lang tid? Det er der intet klogt at sige om. “Vi må lige se tiden an”, er det bedste bud. Jeg håber, at der snarest er bedring at spore. Jeg får (forhåbentlig) en køretur ned gennem Europa, som bliver uden strik. Det er nyt, men det betyder bare, at de andre formentlig kommer til at lægge øre til endnu flere sange, gåder og dårlige vitser. De skal nok nå at blive trætte. Det bliver jeg ikke ;-)

Du vil sikkert også kunne lide