11

Sommermandagstilfreds

Så gik mandagen. Omtrent. Og hold da op, som den er varm. På vej ud ad byen, var jeg nødt til at rulle vinduerne ned i begge siderne af Alphalfa og bare satse på, at det der engang kunne minde (svagt, ganske vist) om en frisure, kunne reddes, når jeg nåede frem til bestemmelsesstedet. Ingen bemærkede noget, så enten har de været ualmindelig høflige eller også har jeg været heldig.

Undervejs til Øster Han Herred reddede jeg mig seks flasker iskoldt vand, en bakke af de søde, danske jordbær og en ubetvingelig trang til at synge med, hver gang en lejlighed bød sig. Der er pokkertagemig smukt derude lige nu. Sommeren er på sit højeste og jeg fik ædt lidt landevej. Det er længe siden sidst, så følelsen af at sidde på toppen af verden var nærliggende.

Jeg toppede dagen af med et smut indenom Skatka på Rimmensvej. Det var første gang og jeg kan da snildt fornemme, at det ikke bliver sidste. Det var da en dejlig butik fuld af smukke fristelser og oven i det hele viste det sig, at en af Lisbeths (min søde kollega) gode veninder ekspederede mig. Verden er nogen gange forunderlig lille :-)

Ferien venter lige om hjørnet. I dag havde Lone de smukkeste, røde negle. I morgen har jeg Tart Deco på mine. Bare fordi jeg ikke vil stå tilbage. Basta!

Jeg elsker sommer.

Du vil sikkert også kunne lide