En uge til rest…

Nogle år er min tålmodighed stor og jeg kan sagtens vente. Andre, som i år, føler jeg, at tiden omtrent går i stå, når jeg rammer det sted, hvor der er et par uger tilbage, inden jeg skal have sommerferie. Det handler meget om, hvor vi er som familie. Har der været nærvær, god tid og overskud til at se hinanden, er det nemt at vente og bare glæde sig, men har der været en periode, hvor det hele har været bundet op på praktiske opgaver og meget lidt tid til blot at være, længes jeg.

I år længes jeg. Jeg glæder mig, men jeg længes også i en grad, som gør lige akkurat denne søndag næsten magisk.

Nok indeholder dagen en del arbejde, men den er også kulisse for dagen inden den sidste arbejdsuge, før jeg skyder sommerferien i gang.

Den sidste arbejdsuge er altid dejlig, synes jeg. Min mave bobler over af forventningens glæde og de små ting, som kendetegner lige akkurat den uge, som de sidste indkøb af vabelplastre, solcreme og shorts, elsker jeg. I år er ingen undtagelse, men faktisk starter vi med en uge hjemme, hvor der er tid til at følge op på hængepartier, handle de sidste ting, småpakke til ferien og sidst, men ikke mindst, at få pakket igennem for Kenneth, så også han kan holde ferie med potentiale for total afslapning og lange, komplicerede skakspil med Oline, mens de nyder skyggen og hinandens selskab.

I år skal vi til Provence. Jeg har været spændt på, hvordan jeg ville have det med udsigten til stedet, når vi kom tæt på afgang. Jeg kan heldigvis konstatere, at jeg glæder mig meget til at skulle gense det ferieland, som har været vores, siden vi oplevede det for første gang i 1986. Forelskelsen har aldrig lagt sig, men det var også her, vi havde vores sidste sommerferie med Alexander, som var akkurat lige så glad for disse sydfranske sommerferier, som vi er. Jeg skulle lige have sorgen over aldrig mere at skulle nyde Provence med Alexander på afstand og det tog altså fem år at blive klar til et gensyn, men nu ER jeg klar, kan jeg mærke.

Vi skal på marked. Vi skal spise frisk af alting. Vi skal læse bøger. Vi skal være stille. Vi skal sove for åbne vinduer og til lyden af cikader og får, som gennes ud og hjem. Vi skal sidde i et smørhul i Esterelbjergene og bare være til, men inden skal vi køre et par tusinde kilometer i en bil, som med sikkerhed emmer af hygge, sjov og nærvær. Det er nemlig lige der, vores ferie for alvor starter. Vi elsker at rejse langsomt. Om et øjeblik skal vi.