Ups, det var jo et skørt skørt…

Salling holder udsalg. Først mødte en kollega ind med favnen fuld af Sallingposer. Så mødte jeg ind på dagens første tolkeopgave og faldt næsten over en stak Sallingposer. Da jeg gik retur til kontoret, var jeg mere end én gang ved at blive torpederet af Sallingposer og da jeg endelig endte hjemme på pinden igen, tog Lone benene på nakken og returnerede med en stak Sallingposer.

Så ville jeg altså også…

Kenneths nye garn. Halvt bomuld/halvt uld og simpelthen så lækkert… *suk*

Det var klart en fejl, for jeg er simpelthen ikke skruet sammen til mange mennesker, som allesammen vil det samme. Jeg bliver sådan et syrligt ribs, som brokker mig over, at alle skubber og rører ved mig. Jeg kan ikke have det, men for enden af regnbuen ligger jo alt guldet, så jeg tog det sure med det søde og kæmpede mig vej gennem menneskemasserne.

Nej, jeg fik ikke handlet vildt. Jeg hjembragte et stribet tørklæde, som du ser ovenfor. Det ligger oven på det garn, jeg lige har startet stribeprojekt med søndag eftermiddag. Jeg kan lide striber. Meget. Og berberbukser i slaskestof til en sommeraften i Provence, så jeg var svært kry, da jeg trak dem ud af posen og viftede Lone under næsen med dem. Nu er jeg så kommet hjem og har opdaget, at det ikke er berberbukser, men en latterlig nederdel med snipper, jeg slet ikke kan holde ud og oven i det er jeg da voldsomt pikeret over, at jeg kan stå overfor en ekspedient, som er ved at pakke samme nederdel i pose til mig og svarer “…nej, desværre har vi overhovedet ingen sorte nederdele” på spørgsmålet “… har I slet ingen nederdele i år?“. Hvad sker der for sådan en kone? Nedsmeltning? Jeg tror det da, men vi er altså også heftige, sådan en flok udsalgshungrende kvinder.

I morgen binder jeg en knude eller fem på den dumme nederdel og så satser jeg for øvrigt på, at den bliver en yndling.