Fyldt op

Fredag aften var solnedgangen rund og gavmild. Lillebæltsbroen er aldrig stille, men det samme kunne siges om den flok tegnsprogstolke, som var ankommet til Middelfart nogle timer tidligere. Jeg skal love for, at vi kunne holde gang i Comwell, som lagde madrasser til.

Weekenden blev skudt i gang af Det lille ekstra, et foredrag med Connie Svendsen, en kvinde, som har været vidt omkring og ikke er blevet træt endnu, skal jeg love for. Det tog kun en lille halv time, så havde jeg næsten helt glemt, at hun kunne have stået model til Sanny fra Krysters Kartel. Virkelig! Jeg sværger!

Sig lige navnene hurtigt efter hinanden. Sanny. Connie.

Nå, har jeg ikke ret? De ligner, gør de! Mon der er mere end et tilfældigt sammenfald her?

Efter Connie var der middag i Banketsalen. Uhm. Og snak og hygge og senere musik og dans for de, som havde husker danseskoene. Jeg havde ikke, så jeg blev bænkevarmer.

Når jeg synes, at jeg ikke orker at give den gas, fordi jeg ved, at jeg skal fungere fornuftigt og anstændigt dagen efter, fungerer jeg bedst i et lydniveau, hvor man kan tænke en lige tanke og møde mennesket i øjenhøjde og uden at skulle råbe sig hæs. Når det ikke findes, bliver jeg bare stille, men ikke sur eller ked. Bare stille og der er sjov ved meget. Også at være bænkevarmer med udsigten til de, som orkede feste igennem, så det var vi nogle stykker, der benyttede os af.

Lørdag morgen vågnede jeg op til en bid af Lillebælt og silende regn. Det var skønt, så jeg indledte dagen med at sidde et øjeblik på den lille terrasse udenfor værelset. Her var læ og rigtig dejligt.

Bagefter var der morgenbuffet og så skal jeg da ellers lige love for, at de har villet sikre sig, at vi ikke på noget tidspunkt kom til at opleve snerten af sult. Resten af dagen var mad en meget stor del af aktiviteterne, som ind imellem blev afbrudt af f.eks. Thomas Milsted, som fortalte om stress. Det gav så meget mening, fordi det var nøgtern, faktuel viden, der blev serveret. Ikke noget med diffuse og subjektive fortolkninger af hvad stress er. Nu ved jeg, at kun to følelser kan generere stress. Kun to. Ikke andre. Vrede og angst. Så enkelt er det og når man ved det, bliver det pludselig interessant at se på stress.

Jesper Skovlund var min eftermiddags taler. Jesper er et tidligere bekendtskab for mit vedkommende. Jeg er blevet undervist af ham i efteråret, så jeg sprang lidt til og fra på diskret vis, naturligvis. Jesper introducerede folk for trivsel og samtalestyring og  jeg skal da lige love for, at det endte med at være en weekend fuld af inspiration og med potentiale for lidt refleksion og eftertanke.

Inspiration var hele idéen med arrangementet og jeg synes, at det var lykkes, men allerbedst var det jo, at det gav muligheden for at mødes med kolleger på tværs af landet. Nogle havde jeg ikke set i mange år og det var dejlige gensyn og andre var nye ansigter, som jeg slet ikke nåede at få sat navn på. Vi er en imponerende flok, når vi sådan samles og jeg bliver glad helt ned i storetæerne, når jeg ser, at jeg ikke er alene om at synes og faget, sproget og arbejdspladsen.

Vi landede i Gug ved aftentide i går. Det har været et par intense dage og jeg kunne i virkeligheden ikke mere, da vi vinkede farvel. Nu er der stille søndag. Det er godt.