Onsdagstilfreds

Oline er hjemvendt med godt humør og ro i maven. I dag var sidste prøve. I morgen mødes de for at færdiggøre et projekt, de egentlig skulle have afsluttet forlængst, men da de er flittige og overmåde velforberedte elever, tog fremlæggelserne temmelig meget mere tid, end læreren havde afsat. Nu mødes de bare i ferien, for at give plads og ører til de, som ikke nåede at fremlægge inden. Det er sejt gået. Smukke unge mennesker.

Vi fejrer Olines sommerferiestart med friske jordbær og en flødebolle af de bedre…

Ella og jeg klarede vores aftale i fin stil. Vi har grint og grint og så grint lidt ekstra, for hvad den ene ikke kan, kan den anden og således holder vi hver især i hånd, når vi møder udfordringer, som en af os har lidt svært ved.

På det vis landede vi blandt andet på anden sal i en bygning, hvor der ikke var andre synlige muligheder end en elevator. Da dørene gik op, var vi heldigvis alene, for jeg stod forrest med lukkede øjne og Ella stod umiddelbart bagved mig med armene omkring mig. Jeg knugede hendes hånd hårdt og jeg kom ud af elevatoren i sådan en fart, at jeg havde væltet alt omkring mig, havde der været noget at vælte. Jo, vi er altså ikke helt kedelige og faktisk jævnt (og ufrivilligt) underholdende, når vi  bliver sendt i byen, men vi går aldrig med uforrettet sag.

Vi fejrede vores triumfer (jo, der var skam mange og ikke kun én) på en bænk i solen nede i Sjællandsgade. Måske ikke eksotisk, men absolut anbefalelsesværdigt, for der kunne vi sidde stille og bare mærke os selv og hinanden, mens vi landede.

Da vi fik jordforbindelse, gik turen til Tjørnevang, hvor vi drak te, grinede noget mere, talte alvorligt, var umulige, drillede Oline, strikkede lidt og i det hele taget bare nød, at vi var. Det er godt at kunne. Tak Ella :-)