Jeg skulle egentlig nok på svagbørnskoloni…

Jeg ville gerne have haft mange børn. Flere i hvert fald. Nok ti, hvis jeg skal være helt ærlig. Et rugbrød fyldt til randen og så lidt ekstra. Det var drømmen.

Virkeligheden har det med at blande sig i drømme. Først kom Alexander og så gik der nogle år, inden vi fik grønt lys for den næste. Det var der flere årsager til.

Det skulle vise sig, at jeg fik blodpropper, når jeg var gravid. Hypotesen var, at det var de p-piller, jeg havde spist i årene inden, som var årsag til de to blodpropper, jeg fik i mit ene ben umiddelbart efter fødslen og som forårsagede en forældrestart på medicinsk afdeling på Bispebjerg. Jeg håber aldrig, at du får brug for at komme der. Der er ikke noget godt at sige om det sted. Det er der til gengæld om Hvidovres børneafdelingen, som siden blev mit andet hjem. Ikke frivilligt, men nødvendigt. Også de syntes lige, at vi skulle vente lidt med nummer to, for måske de lige kunne finde ud af lidt mere om Alexander, så der kunne siges kloge ord om arvelighed.

Midt i alt det her røg jeg. Selv efter to blodpropper røg jeg. Ingen sagde til mig, at det var en god idé at stoppe og vil man, kan man snart blive dummere, end man i virkeligheden er, for jeg vidste jo godt, at det ville have været godt for mig at stoppe, men det var jo ikke cigaretternes skyld, men p-pillernes, så jeg røg videre. Det var dumt.

Da jeg skulle have Oline, tog jeg hver dag en injektion med Heparin, for at forhindre yderligere blodpropper. Alligevel endte jeg med en årebetændelse, som var på nippet til at kræve mere behandling end de daglige gåture og den blodfortyndende medicin. Jeg slap heldigvis med skrækken, men jeg røg videre.

Efter endt cykeltur måtte der lidt saft og kraft til. Jeg spiser grønne, krydrede rosiner og mandler. Så bliver det ikke bedre.

En dag endte jeg på sygehuset, hvor mit kredsløb i benene blev målt. Jeg har et blodomløb på 60% af det normale. En læge fortælle mig, at det formentlig ikke alene kunne tillægges rygning, men også i en eller anden grad var medfødt. Til gengæld syntes han jo, at jeg var tåbeligheden selv, da jeg fortalte ham, at jeg røg. “Jamen så stop da, Liselotte!”, var hans umiddelbare reaktion og ret havde han. Af tusinde grunde havde han ret, men allermest af alt havde han ret, fordi jeg gerne vil være her i mange år endnu. Det tog mig næsten to år at gøre alvor af det, men om et øjeblik har jeg været røgfri i to år og det vedbliver jeg at være resten af mit liv.

Hvis du ved, hvornår du begynder at mærke dine ben syre til, så gør mine det efter den halve distance. Jeg har ikke cyklet længere end til købmanden i næsten 20 år og jeg bevæger mig generelt alt for lidt, så det er ingen underdrivelse at kalde dagens cykeltur en triumf. Lone så mig juble, da jeg landede på arbejde i morges, men hun så mig ikke vakle ind herhjemme for 1½ time siden. Strid modvind kan heldigvis overvindes af ren og skær stædighed. Det sidste har jeg til overflod, når det kommer til det her. Nu mangler jeg bare, at få købt den cykelhjelm, for det er ikke sidste gang, jeg snupper de godt 9 kilometer (nej, ikke hver vej, men i alt). Basta.