13

Svendborg fra den pæne side

Svendborg er en dejlig by. Overraskende stor og med et centrum, som ikke alene er charmerende, men også omfattende og med mange gode butikker. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg var overrasket, da jeg tog den første tur fra havnen og op gennem den gamle bykerne. Først op af Kullinggade og hen forbi Gåsetorvet.

I Kullinggade har engang ligget en bødkermester. Resterne er synlige endnu og de gør det ikke mindre charmerende at færdes i kvarteret.

Fra Kullinggade kan man fortsætte op ad Brogade. Her skal man passere Svendborgbanen. Det skete mere end én gang, at vi måtte vente ved overskæringen, når tog skulle passere. Bagefter var det bare at fortsætte op ad Brogade. Oppe ved Sankt Nicolai Kirke var der den dejligste lille plads med en bænk og fint udsyn, når man trængte til en kort pause. Her sad Annemette og jeg, mens vi ventede på friskbrygget kaffe to-go. Det var hyggeligt, synes jeg.

Stemningsbilleder fra Kyseborgstræde, Svendborg.

Det var ualmindelig hyggeligt at færdes af de smukke, gamle gader og stræder. Den gamle bykerne er velbevaret og ind imellem kan man sagtens føle sig hensat til en helt anden tid. Specielt når man går af veje, som ikke rummer butiksfacader med skilte, neonfarver og tøjstativer, men virkeligheden er jo, at vi lever i 2011 og de forretningsdrivende skal leve og faktisk synes jeg, at de klarer det elegant i Svendborg, som er en progressiv by med plads til moderne idéer og nye, friske tiltag. Svendborg er, som den eneste by i Danmark, medlem af den internationale Cittaslow-bevægelse.

Svendborg skriver selv:

Svendborg Kommune blev i marts 2008 optaget i det internationale netværk af Cittaslowbyer, fordi byen på mange måder rummer alt det, som udgør en ”rigtig Cittaslow”.

Svendborg har formået at udvikle sig i pagt med sin særlige maritime kultur og historie, som lever videre i byens puls i dag. Byen er tilmed kendt for sin skønne beliggenhed, sit engagement for lokale råvarer og sin hyggelige og atmosfærefyldte bymidte, der byder på et levende og alsididigt café-, gade-, kultur- og natteliv.

Der er kort sagt en særlig stemning, intensitet og unikhed over Svendborg, som vi i fremtiden ønsker at bevare og udvikle ved at være Cittaslow.

Jeg er helt enig. Der er virkelig en helt særlig stemning i Svendborg. Min sjæl befandt sig strålende i byen og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for den ro, jeg fandt ved at spadsere rundt i de små gader og stræder. Mødet med Svendborgenserne var også udelukkende positivt. Byen er sjældent imødekommende overalt, hvor man når frem. Det kan jeg lide.

Vi havde fornøjelsen af lørdagens marked. Det var meget hyggeligt, lidt vådt og utrolig velbesøgt.

Da det regnede allermest, fandt de af os, som ikke osede i butikker, ly og læ under et udhæng på Wiggers Gård. Her stod allerede en samling af byens bedagede herrer, som viste sig at være lune og sjove. Udsigten var skøn ned over torvets menneskemylder og ti minutter kan hurtigt blive for lidt, når man hygger sig.

Nede i Skattergade ligger Slendrian & Smøl, en butik  med samlinger. Samlinger?,  siger du nok, men den er fuld af samlinger. Beslaglagt pornografi fra 30’erne, Tekno, kaffedåser i enhver tænkelig udformning, bøger og andre, eksotiske samlinger. De skal ses og så skal du bede om en omvisning i Svendborg mindste galleri, hvor fotografierne hænger skulder ved skulder og har overraskende historier at fortælle. Vi blev klogere. Og gladere.

Der ligger en implicit uretfærdighed i, at man aldrig nogensinde når at komme omkring det hele, når man skal beskrive en by. Svendborg er ingen undtagelse. Jeg har glemt, udeladt og er sprunget over, hvor gærdet er lavest, for det er helt umuligt at fortælle det hele. Det skal vel i grunden også opleves, så det vil jeg gerne opfordre dig til. Svendborg er et besøg værd. Helt bestemt.

Du vil sikkert også kunne lide