28

Det er lillefredag og naboen holder havetraktor

Jeg er landet hjemme og jeg er simpelthen sådan helt salig ned til det yderste af storetæerne, for jeg havde glædet mig.

Ikke at jeg har noget at klage på med en arbejdsuge på 15 timer. Næ, vist bare mere fordi der er udsigt til god tid. Rengøring og oprydning fik jeg overstået i går, så det er rendyrket nydelse at træde indenfor, hvor der duftede af syrener.

Min have er fuld af disse små glædesbomber, så jeg snupper med indenfor i store, tunge buketter, for vi både tåler og elsker duften herhjemme. Vi kan faktisk slet ikke få nok.

Bare fordi du sikkert godt ved, at syrener skal have så mange tærsk, at deres stængel trevler, for at de kan drikke vand, vil jeg fortælle dig en anden god idé til bombeforlængelse. Syrenerne står i hver deres vase med to teskefulde hvid, raffineret sukker og én teskefuld citronsyre. Det første som føde. Det andet som forebyggende medicin. De holder suverænt godt på den diæt.

Om to sekunder kan du finde mig inde i sofaen med strikkepindene og fødderne oppe. En film kunne sagtens underholde, tænker jeg.

Rigtig glædelig lillefredag til dig ♥

Du vil sikkert også kunne lide