Sensommeren i 2006 var dejlig. Annemette og Heidi var hjemme på besøg en weekend, hvor vi alle nød at opholde os udenfor i haven. Vejret var vidunderligt. Solen skinnede og Alexander nød vist allermest, at han og moster kunne hygge, som ingen andre kunne. De var tætte, de to.
På et tidspunkt skulle vi grave syrener ned. Det skete under stor ståhej og vi grinte en del undervejs, mens vi snakkede om, at netop disse syrener ville blive ekstra smukke, fordi de var Alexanders.
Alexander nåede aldrig at se dem. Han døde to måneder senere. Uventet, unødvendigt og helt uforståeligt. Siden har syrenen holdt pause. Den er ikke vokset meget og har ikke haft lyst til at blomstre rigt, som den sort ellers gerne gør, men i år tager den revanche. I år blomstrer den, så der er buketter at tage indenfor.
Den første buket er tilfaldet Kenneth. Den står inde på hans arbejdsplads, hvor den spreder vellugt og minder Kenneth om, at han er og altid har været en helt igennem fantastisk far. Det håber jeg i hvert fald, at den gør. Det var idéen og jeg huskede at fortælle Kenneth det, da jeg placerede vasen med de mange, smukke og tunge blomsterklaser.
Der dufter dejligt inde hos Kenneth og duften minder os om, at vi er heldige forældre. To skønne børn har vi fået til låns. Den ene lidt længere end den anden, men begge to med evnen til at gøre os til bedre mennesker. Det er stort. Det skal Alexanders syren også nok blive. Jeg tror på det nu.
40 kommentarer
Marie-Louise
24. maj 2011 at 18:18Samme dag du fortalte om syrener, smuttede jeg ind i Rema1000 og købte min første. Den er lilla, dog lidt trist uden blomster, men de skal nok komme – snart.
Liselotte
24. maj 2011 at 18:20Du har meget at glæde dig til, Marie-Louise :-)
Liselotte
20. maj 2011 at 07:34Syrenerne er fortsat til glæde og de dufter helt vidunderligt. Det er da et dejligt lille tegn til at huske, at der er meget at være taknemmelig for :-)
Anne Mette
19. maj 2011 at 16:59Jeg tror på at de kære, vi savner så meget, kan sende os tegn fra der, hvor de nu er – og hvorfra de passer på os. Straks jeg læste dette, tænkte jeg at det var det fineste tegn frem mod jeres kommende sommerferie.
Håber du får en dejlig St. bededagsferie
Anne Mette
HenrietteB
19. maj 2011 at 11:03Hvor er Alexanders syrener smukke, det manglede også bare.
Tak, fordi du deler, Liselotte.
Pernille
19. maj 2011 at 10:00Jeg bliver helt rørt. Så smukt :)
Lissy
19. maj 2011 at 08:02Så smukt skrevet om din søn og tanken til hans far. Har selv prøvet at miste, og kan mærke følelserne i min egen krop.
vh Lissy – ivrig læser af din blog.
Liselotte
19. maj 2011 at 06:34Jeg elsker syrener og har altid gjort det, men disse er jo helt specielt dejlige, synes jeg :-)
Tina - omme i London
19. maj 2011 at 00:23Stort knus til (((((((((((dig og dine)))))))))))).
Marianne bentzen
18. maj 2011 at 23:42Som altid før når jeg har læst om Jeres stærke, tapre dreng, bliver jeg meget berørt, og meget taknemmelig over, at jeg har fået lov til at beholde mine 4 børn der nu er meget voksne – dog kun til låns, og det er jo godt nok.
Jeg sidder lige og nyder en yndig buket syrener fra min ældste datters have.!!!!
Kærlige tanker
Marianne
Marie
18. maj 2011 at 22:55Du beskriver så smukt din kærlighed til dem, der er og Alexander, der var….syrenerne vil for altid kalde stærke og smukke minder!
Sidsel
18. maj 2011 at 22:12Syrener er mit Allerbedste. De hvide, for de stod i min farmors have.
Dine er smukke. Det er jeres minder. Som tidligere nævnt, Alexander kunne ikke have været kommet i bedre familie. Jeres fælles kærlighed er stor og stærk. Og DET er en gave. Bedste kram
Sidsel
18. maj 2011 at 22:12Syrener er mit Allerbedste. De hvide, for de stod i min farmors have.
Dine er smukke. Det er jeres minder. Som tidligere nævnt, Alexander kunne ikke have været kommet i bedre familie. Jeres fælles kærlighed er stor og stærk. Og DET er en gave. Bedste kram
Charlotte Illum Larsen
18. maj 2011 at 21:10… og lige da jeg havde læst dette fantastisk smukke indlæg kom Ludvig ind med favnen fuld af syrener.. med alt for lille stilk – så nu pynter og dufter de i en skål.. men jeg fik fugtige øjne – og han fik et knus og et kys ekstra..
Mia Folkmann
18. maj 2011 at 20:21Hvor er det GODT, at du huskede at fortælle Kenneth, at han var og er en god far. Nu vil syrenerne minde ham om det – og gøre ham glad. Det er så vigtigt at glæde hinanden, ikke sandt?! :-)
unikarina
18. maj 2011 at 20:16En smuk reminder – på noget smukt
JJH
18. maj 2011 at 20:07Dine ord trænger dybt ind i min sjæl. Også jeg forbinder syrener med en kær afdød, nemlig min mor. Hun havde fødselsdag 19. maj og der var altid smukke syrener i haven hos mig den dag. Alexanders syrener har dog en smukkere farve end mine.
Ea
18. maj 2011 at 20:06jeg ved ikke hvem du er og du ved ikke hvem jeg er men er alligevel fik din lille historie min mave til at trække sig sammen og øjnene til at fyldes med vand. Så stor en sorg er slet ikke til at forstå, men som mor kan man næsten mærke den alligevel. Jeg håber jeres syren vil vokse sig rigtig stor og minde jer hver sommer om jeres fantastisk barn
Tante T
18. maj 2011 at 20:06Ham Alexander efterlader sig smukke spor i livet. På alle måder…
Nete
18. maj 2011 at 20:02ÅH. Liselotte.
Hele mit indre krymper sig sammen. Det er på én gang helt vidunderligt og dybt tragisk. Godt at man har disse minder, som man for alt i verden ikke vil undvære.
Tak fordi du er så god til at minde os om at leve i nuet.
Randi
18. maj 2011 at 19:59Smukke blomster og en smuk og livsbekræftende historie!
sweetymum
18. maj 2011 at 19:28Den dufter så intens og blomster så kortvarigt….. minder os om at leve i nuet.
Tak for din skønne beretning… tror jeg lister ud i aftenen og plukker en buket ind
Susanne
18. maj 2011 at 19:17Syrenen er en smuk blomst. At den er Alexanders blomst gør den jo kun endnu smukkere.
Her er tulipanen symbolet på det, der var. Vi blev forfulgt at tulipaner i Mies korte liv, og de smukke ord om tulipaner i “Rejsen til Holland” blev holdepunktet. Jeg tror, at jeg vil gå ud og hente et bundt syrener og lade dem fylde stuen. Tak for din beretning.
Karina
18. maj 2011 at 18:46Det er smukke tanker du deler. Tak!
Marianne
18. maj 2011 at 18:32Hvor smukt.
Min hud krøb lige to numre!
MarianneL
Anne Dyrholm Stange
18. maj 2011 at 17:47It’s all about love…
Britta A.
18. maj 2011 at 17:46Ja, du beskriver så smukt ! Hvilken vidunderlig skøn syren behæftet med dejlige minder. Tak Liselotte :-)
Linda
18. maj 2011 at 17:31Hvor fint, Liselotte! Rigtigt fint :-)
Sidse
18. maj 2011 at 17:22Gode tanker om smukke blomster og dejlige unger. Gode tilbageblik, om en dejlig søn og en skøn moster og ligeså søster. Gode ord til en god far. Gode ord fra en skøn mor.
Helle
18. maj 2011 at 17:15Smukke, det er de. Og det er din ord også altid, specielt når du beretter om Alexander. Der løber en lille tåre <3
Hils lige Kenneth fra mig, med en "rose" for noget ualmindeligt lækkert garn ;-) Det har været "en bette smut med i Tyrkiet". Ikke der blev hæklet en hel masse, men det var med, hvis nu…… :-)
Fortsat god onsdag !
Fríða
18. maj 2011 at 17:03dejligt når det er de smukke og yndige ting der vækker minder, og ikke kun de sörgelige og triste.
knus fra Island
Frida
jytte
18. maj 2011 at 17:00På alle måde smukt! Tænk, den pakke med mums, som kommer til mig i morgen, dufter måske af netop disse smuksakker – ah!
Alt det bedste til Jer herfra.
Eva
18. maj 2011 at 16:26Det er et smukt minde.
Catarina
18. maj 2011 at 16:25Vidunderlig smuk farve den syren har lige så smuk som Alexander er (de billeder jeg har set). Uhmm, kan næsten dufte dem – eller måske det er mine som står på bordet der dufter, de er dog ikke så smukke i farven som Alexanders. :)
Lise
18. maj 2011 at 16:12Du skriver så fantastisk smukt..
Dejligt med ting der minder os om gode stunder..
Lykke Elnif Bay
18. maj 2011 at 15:50Åh, – den vidunderlige duft, og så skriver du netop idag om de dejlige syrener, – akkurat som jeg sidder her og tænker på min mor, der døde d. 18. maj 1986. Det er mange år siden, hvis man tæller, men kun 6-8 år, når man mærker indeni. Dejlig måde vi mindes på selvom Alexander ikke lige duftede dem. Det gør du for ham nu.
Mange hilsener,
Lykke
ThinkingSpace
18. maj 2011 at 15:49Smukke blomster, smukke minder, smukke ord… tak for endnu et dejligt indlæg fyldt med kærlighed. :-)
Marie-Louise
18. maj 2011 at 15:43Syren er så flot i den farve, lilla. Jeg smiler altid når du fortæller om Alexander – er sikker på at i er de bedste forældre :-)
Marie-Louise
http://posgaard.blogspot.com
Ann-Christine
18. maj 2011 at 15:32Det er smukt, Liselotte.
Både syrenen og dine ord og minder om ligepræcis den syren.
Sandra
18. maj 2011 at 15:31Syrener er min favorit (i hvert fald en af dem! :-)), og nu helt speciel i den farve! :-)