17

Det skal jo til…

Da min far skulle introducere mig for gården her, sagde han: “Du kommer til at elske gården. Der er gårdplads med piksten og små bondehusvinduer med buede ruder, Liselotte. Det er lige dig!”.

Da min mor blev introduceret for gården her, sagde hun: “Du kommer til at hade at rense den gårdsplads for ukrudt og du vil hade den dag, hvor der står vinduespudsning på programmet, for du har over fyrre vinduer at pudse og de er allesammen dobbelte og med små, buede ruder!”.

Ingen af dem fik helt ret, men det skal forældre vel helst heller ikke have. Jeg elskede og elsker gården. Jeg elsker gårdspladsen og jeg elsker bondehusvinduerne, men de bliver, når jeg skal være helt ærlig, ikke pudset ret ofte. Faktisk meget sjældent, for det tager tid. Det tager lang tid. En hel dag skal jeg også afsætte, for at vente på, at solen flytter sig, så der kan pudses uden striber. Når jeg endelig tager mig sammen, gider jeg simpelthen ikke striber og dråberester. Næsten. Jeg er nemlig ikke særlig perfektionistisk, men mest praktisk, så du kan sagtens finde begge dele, når jeg er færdig. Jeg prøver bare at begrænse.

Jeg er i gang. Jeg pudser. Det pynter.

Jeg er på havesiden lige nu og det er der immervæk mange, som kan være taknemmelige for, for jeg er stadig iklædt nattøj og højt hår. Senere, når solen har flyttet sig en smule, må jeg nette mig og flytte om på gårdspladsen. Når jeg engang er gennem alle vinduer, kan jeg heldigvis – med mit manglende husmor-gen – sagtens vente LÆNGE, inden jeg igen må sætte en dag af til sæbe, eddike og en spand varmt vand i selskab med en stak gamle klude, for du troede vel ikke, at jeg kunne bruge noget så praktisk som en skraber, vel?

Du vil sikkert også kunne lide