Ben at gå på…

Jeg lovede, at jeg ville tage med i IKEA. Vi skulle bare lige…

Man kan aldrig nogensinde komme af sted med bare lige derude. Vi er ingen undtagelse, så vi kom hjem med ting, vi slet ikke vidste, at vi manglede. Og blomster…

Hvis nogen siger, at de ikke bryder sig om Pæoner, tror jeg dem simpelthen ikke…

Tre solide bundter Pæoner for ingenting fik vi, men de var ikke alene. Med hjem kom også en hel kasse stolte kavalerer i hvide og lyserøde farver, en hel kasse pelargonier fordelt ligeligt mellem Dronning Ingrid & Prins Nikolai og en omgang frisk sengetøj til både Oline og hendes forældre. Olines skvulper allerede ude i vaskemaskinen. Vores venter. Vi skal sove i rolig beige. Oline har fået en stak sommerblomster. Hun er svært tilfreds.

Bagefter ventede Metro. Jo, vi gjorde det. Først IKEA og så Metro. Man skulle tro, at vi lider af en alvorlig trang til selvpineri. Det gør vi ikke, men…

I går døde vores støvsuger, så vi måtte på handlen. Jeg insisterede på, at det skulle være en solid af slagsen. Vi har naturligvis stadig vores bedste ven, Roomba, men den gør det jo ikke alene. Den holder hverdagen stangen, men i weekenden holder jeg af at svinge støvsugeren og komme i alle hjørnerne. Så skal værktøjet være i orden og Kenneth er endnu ikke på den anden side af den sidste støvsuger. Den var hans valg og den mest elendige og irriterende støvsuger, vi nogensinde har haft. Alt for let og dermed alt for levende, for usmidig, for kortluntet og kort sagt helt igennem umulig at arbejde med. Den slags lader jeg jo ikke være usagt og Kenneth har ikke fået lov til at dø i synden, så denne gang fik jeg valget mellem samtlige flagskibe Nilfisk har på markedet i 2011.

“Vælg lige præcis den, du gerne vil have”, lød tilbuddet. Så gik jeg ned med en lille stress, for jeg kan i virkeligheden slet ikke overskue den slags.

Først ville jeg have industrimaskinen. Du ved, den der solide og tunge model, der næsten ikke kan dreje om hjørner uden at tage halvdelen af muren med og med en rækkevidde som rigeligt strækker til en tur tværs gennem Aalborg uden at have nødig at skifte stik. Bagefter ville jeg have den der Nilfisk, som kan ALT. Det er lige før den kan rense dine tagrender, reparere din bil og pudse næse på dine unger også. Så ville jeg heller ikke have den. Så fandt jeg en anden model, som jeg trak efter mig, som en anden hund et godt stykke gennem Metro, “… for man er altså nødt til at vide, hvordan den kører. Hvis den ikke kører godt, ved du godt, hvad der sker, Kenneth!” og det ved han, for det var netop problemet med den hedengangne, som pokkertagemig altid endte med at slå huller på mine hæle, fordi den vejede mindre end en badmintonbold og jeg var aldrig sen til at brokke mig. “Du har ret. Tag en tur ekstra“, sagde han bare og lod mig trille op og ned af gangen. “Denne her tager jeg“, sagde jeg så og mente det, men kun indtil jeg indså, at der omtrent skulle en tilbygning til, for at opbevare den og det siger ikke så lidt, når jeg allerede boltrer mig på trehundrede m², så på en eller anden måde ramte fornuften mig lige dér, midt i Metros gang og med en tung Nilfisk på slæb, mens jeg troede, at jeg havde taget beslutningen.

Nu har vi fået en solid, godt kørende og veludstyret Nilfisk med alt det gode, men i kompakt model, som kan stå, hvor mine støvsugere altid står. Jeg er glad. Til gengæld havde jeg købt de forkerte Café-glas med hjem. De var for høje til at gå ind under vores uundværlige kaffemaskine, men fordi vi allerede havde entreret med Helvedes Forgård, var vi fulde af overmod og stak indenom Metro, for lige at bytte. Hep! Tre minutter og vi var ude igen. Vi er seje, når vi skal være det.

Nu er vi til gengæld klar til en græsplænetrim, lidt grill og almindelig hygge og så får terrassepotterne først sommergæster i morgen, hvor der atter er en dag.