38

Jeg stod ikke til at redde!

Nogen gange skal man kende sin egen begrænsning. Og andres. Mest egne. Altså evner til at tage sig ud… *suk*

Vi skal have taget nye profilbilleder til firmaets hjemmeside. Vi har fået dessiner, så vi ved, at baggrunden skal være hvid, blusen sort og tolken med kroppen drejet en anelse til venstre. Jeg har fået tjansen heroppe i Aalborg, så jeg tvangsfotograferer kolleger, som er utroligt tålmodige, meget søde og ualmindelig smukke på billeder. Gid man kunne sige noget lignende om mig.

I dag gik det op for mig, at jeg er fotografen og derfor har en udfordring omkring eget portræt, men den slags er jo ikke noget problem, når jeg tilfældigvis er iført sort, har kolleger, som hellere end gerne og, med snerten af hævn malet i ansigtet, velvilligt bestyrer kameraet. For øvrigt ligner jeg jo så noget, der ikke har pyntet sig i dagens anledning helt som virkeligheden er. Jeg ligner Liselotte på en mandag. Meget autentisk, skal jeg love for, men jeg smiler da. Og har hulkinder! Ikke hule kinder. Hulkinder! Smilehulskinder. Du ligner altså Daimi, Liselotte…

PS – jeg har stadig gode kolleger, som skal gennem vridemaskinen. Der er stadig flere hænder til at holde kameraet, mens jeg stiller mig foran det. Jeg har masser af chancer endnu, men for lige at være på den sikre side, er der valgt et enkelt billede, som lige går an. Tut med Ishøjspringvand eller tæt på og retoucheret, så ingen skal se på – og hold nu fast – arret. Sådan er man jo så heldigt stillet, når man er den, der bestyrer Photoshop, men resten af mig stod ikke til at redde.

Du vil sikkert også kunne lide