17

Mandag

Mandage, som denne, gad jeg godt have flere af…

Ja, jeg tørrer Birckenstock på hegnet. Jeg hældte cirka 50 liter vand i dem. Dumt? Ja.

I aften skal grillen altså holde for. Kenneth har det lidt bedre. Jeg laver det grove og han dirigerer. Det fungerer fint og duften gør mig helt glad i maven. Jeg elsker at grille. Jeg elsker at lave mad over åben ild eller gløder. Jeg drømmer om bål. Masser af bål. Trefod og gryder, potter og pander. Hvor ville det være skæppeskønt.

Hele dagen er tilbragt på hovedet i bedene. Mig i krydderurterne og siden blåbærrene og mor i stauderne. Det er livgivende og ømhedsgenererende. Jeg kan lide det.

Mellem bedene er jeg nået i bund i vasketøjskurvene. Den følelse er heller ikke sådan at kimse ad. En enkelt sweater fik tørrestativsmonopol, mens resten luftede på snorene. Jeg havde helt glemt så godt vasketøj dufter, når det er tørret i påskeluft. Uhm…

Oskar elsker simpelthen denne tid. Dørene står åbne og han kan vandre ind og ud, som det passer ham. Han elsker, at han kan være lige ved siden af, når vi arbejder. Han ligger i græsset ude i kanten af bedene, mens han holder øje med os. Ind imellem kommer han ind forbi, for at få en godbid og lidt kærlighed i form af en rygkradser, som er det bedste, han ved.

Lige nu er hans største interesse dog grillen. Sikke den dufter, tænker han og sidder troligt nedenfor, for tænk om vi skulle tabe bøffen. Han skal nok ende med at være heldig en skønne dag. Tålmodighed har det med at belønnes.

Sofaen bliver skøn at lande i, kan jeg mærke. Mere påske, tak.

Du vil sikkert også kunne lide