Jeg havde jo helt glemt det, men en tur ned i bunden af haven mindede mig om duften af nyudsprunget Mirabelle.
Allerede inden jeg var drejet om hjørnet, kunne jeg dufte den. Duften, som minder mig om barndommens første varme dage. De dage, hvor vi begyndte at plage om shorts og bare arme. De dage, hvor mor sagde nej med begrundelsen, at der var for koldt og det kun var i solen, at der var rigtig varmt.
De dage, hvor vi sneg os til at smide det meste. Ude af øje, ude af sind og hvad man ikke ser, har man ikke ondt af. Nede ved fjorden var der dejligt varmt og krabber at fange, hvis man gad. Måske der var mirabeller i nærheden, for duften sender sådan en varm forårsdag ind i mit sind og jeg husker, når vi efterfølgende lagde os på ryggen på toppen af den gamle flyver på skrammellegepladsen.
Metallet kunne være så varmt, at man lige skulle tælle til halvtreds, før man for alvor kunne nyde at blive varmet igennem både oppe og nedefra, men så kunne man også ligge der i timevis og kigge op i himlen, mens man småsnakkede eller blundede højt hævet over resten af verden.
Mirabellen er smuk. Frugten er knap så spændende, men med potentiale for forvandling i selskab med eksotiske krydderier.
Alene synet på en tidlig forårsdag, som i dag, er nok til at berettige alle Mirabeller i hele verden, synes jeg.
18 kommentarer
Rikke (et år i sandaler)
23. april 2011 at 10:45Vi har en mirabelle i sommerhuset – men jeg mindes ikke at den dufter. Men det vil jeg tage mig tid til at undersøge til næste forår.
Mine sommerminder er af en eller anden årsag næsten allesammen koblet til min mormor og morfars sommerhus i Følle Strand – det er som om at det var der vi var alle somre hele sommeren … minder er noget underligt noget :-)
Liselotte
23. april 2011 at 17:49Måske er det ikke alle mirabeller, der dufter :-)
Barndomsminder er noget sjovt noget, for de er heller ikke ens. Selvom søskende har oplevet det samme sammen, kan f.eks. Annemette og jeg fortælle meget forskellige historier :-)
Liselotte
23. april 2011 at 09:37Mirabellen dufter bare skønt af barndom for mig :-)
Denne påske får vi virkelig varmen at mærke og det er rigtig dejligt, synes jeg. Udeliv er sagen. Haven kalder på opmærksomhed, men vi tager det i et tempo, der levner tid til ingenting :-)
Dorit
23. april 2011 at 01:32skønne billeder
Sidsel
22. april 2011 at 22:52Hvor er det dog dejligt skrevet. Og smukke billeder. Du er super til at få minderne frem..J
Jeg kom da i tanke om de dage, hvor vi løb barfodet rundt og havde hybenkrig og dryssede kløpulveret ned ad nakken på de fangede… Og så forsøget på at undgå mors kontrol af RENE fødder inden vi gik i seng… Har desværre ingen mirabelle her.
Hjortebjerg
22. april 2011 at 22:47Smukke smukke billeder!!!
Ann-Christine
22. april 2011 at 21:51Hvor er den smuk og jeg fik lige en tur tilbage til barndommens mirabeller, det er mange år siden jeg sidst har smagt det bær, men jeg husker dem faktisk som værende helt gode. Skønt mindefuldt indlæg! :-)
Nu har vi den første sommer med to årige børn i bare tæer, løbende rundt i græs, leger, triller og ruller sig i græsset, dage fyldt med latter og grin på en solskinsdag. Livet er fantastisk!
djohanne
22. april 2011 at 21:06Smukke smukke velduftende billeder.
Om få dage kan vi frydes over mirabelleblomstsne
Lone
22. april 2011 at 19:00Jeg kan ikke dufte noget i min have, måske jeg skulle stoppe med at ryge :-(
Lisbeth K
22. april 2011 at 17:49Lækre bløde, blide, sprøde, pastel forårsbilleder af mirabelle i blomst. Hvor er de flotte!
et cetera
22. april 2011 at 16:52Den flyver kan jeg godt huske – åh, Liselotte – det forekommer godt nok at være længe siden …
Sole
22. april 2011 at 15:27Åhhh, hvor fantastisk, der sendte du også lige mig tilbage til mit barndoms land!!! Der røg lige en lille tåre ned af den fregnede kind :-)
Lene
22. april 2011 at 15:07Uhm det er ren nydelse at læse dine sidste to indlæg. God mad i gode venners lag og mirabelletræers blomstring :-)
Mads Peder Nordbo
22. april 2011 at 13:30Jeps, min mirabelle dufter også helt vildt lige nu. Herligt, hvis ikke lige jeg selv gik rundt og malede med oliemaling på den anden side af huset … men så kan jeg jo altid smutte om og dufte til den fjerlette, hvide kæmpebold i ny og næ:)
Mirabeller er en rigtig børnefrugt. Voksne gider dem ikke rigtigt, mens børn kan spise sig godt ømme om livet i dem. Sidste år lavede jeg en pink-grape-mirabelle-marmelade og den blev meget lyserød og yderst velsmagende … lige noget for både prinsesser og deres forældre:)
De bedste påskehilsner,
Mads
GitteSP
22. april 2011 at 13:03Mmmm ja, dufte kan sende én tilbage i tiden just-like-that. Herligt. Go solskinsdag til dig
Liselotte
22. april 2011 at 13:20Ja, det kan de, Gitte – og en god én til dig derude i solen :-)
kim
22. april 2011 at 12:54Sikken dog en dejlig beskrivelse af den tid vi nu går i møde.
Jeg er solgt til stanglakrids.
Du tog mig med tilbage til en tid for længe siden. Jeg kom selv i tanker om noget meget lig det du fortalte om.
Tak for det :)
Liselotte
22. april 2011 at 13:19Selv tak, Kim – dufte aktivere i dén grad minder for mit vedkommende :-)