30

Jeg vælger mig april

Der er sørme også blevet forår i min have. Selvfølgelig, siger du nok, men derfor kan jeg godt bliver overrasket på den der maveboblende og glade måde, når jeg lander nede i skoven og pludselig ser, at de små, lysende blå Scillaer er allevegne.

Ingen sol nåede bunden af skoven denne eftermiddag, men det var nu alligevel et godt sted for et lille øjebliks væren til.

Fra bænken er der udsigt til de syrener, vi satte med Alexander ganske kort tid inden han døde. De er ikke sprunget ud endnu. De er på nippet, men alligevel forlængst overhalet indenom af Scillaer i hobetal.

Scillaerne står tæt nede omkring birken. Ved foden af træet er der tilsyneladende godt at være, når man er forårsbebuder. Det er nu også lige ved siden af bøgen, en anden forårsbebuder, men den er altså ikke sprunget ud endnu her på Tjørnevang.

Lidt af de smukke, blå blomster kom med indenfor.

Engang var det Oline, som bragte blomster. Sådan er det ikke mere. Ind imellem kan jeg blive helt i tvivl om, hvorvidt hun ved, hvordan man finder ud i den friske luft, men sådan er det vist bare at være seksten og have weekend. Man skal ikke røre sig mere end højst nødvendigt og da tidligst efter mørkets frembrud.

Jeg er vild med april, fordi den er så lunefuld, men jeg skal ærligt indrømme, at dagen i dag faldt på et meget tørt sted. Jeg trængte i den grad til at opdage, at verden stadig er mild og god, solrig og venlig stemt.

Nu er gårdspladsen trimmet. Vasketøjkurvene er tomme. Der er bagt flapjacks til Kenneth og Olines store tilfredshed og nu er det snart tid til sofa og motionering af strikketøj. Hold da op, som jeg glæder mig til ingenting, men inden vælger jeg april…

Jeg vælger mig april
af Bjørnstjerne Bjørnson, 1870

Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste.
Det volder lidt rabalder,
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil!

Jeg vælger mig april,
fordi den stormer, fejer,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter,
i den bli’r somren til!

April slår hul på foråret. I dag gik der virkelig hul igennem, skal jeg love for. Som jeg elsker det!

PS jeg kommer til at sove rigtigt godt i nat, kan jeg mærke ;-)

Du vil sikkert også kunne lide