25

Kapitelafslutningsfanfare på sin plads

Min udsigt var sådan lidt underlig, da jeg landede på kontoret, kunne jeg mærke. Ikke at der er noget galt med udsigten til Frederiks Torv. Der er smukke huse og masser af liv.

Det var mere udsigten indenbords, tror jeg. Udsigten til nyt og ukendt land. Et land, som endnu er uudforsket og knapt defineret. Et gammelt kontinent, som skulle forlades i god ro og orden og et nyt, som skal indtages om et øjeblik.

Jeg er game. Jeg gider nemlig rigtig godt være opdagelsesrejsende og jeg glæder mig til at iføre mig tropehjelm og jagtriffel mandag morgen.

Inden jeg nåede så langt, var der en god kollega i Århus, som skulle have virtuelt følgeskab gennem det nye land, hun betræder i disse dage, nemlig mit indtil dags dato. Hun er så dygtig, Faktisk knaldhamrende dygtig og hun imponerede mig i dag ved aktivt at tilvælge det hele. Hun gik på alle opgaver med krum hals og hun klarede sig så flot.

Det er dygtige kollegaer, som skal til at slå følgeskab med Mona, min dejlige og meget, meget dygtige hverdagskollega gennem de sidste 1½ år. Hun kan roligt glæde sig. Hun får nogle skønne medspillere. Jeg glæder mig til fortsat at være en – omend lille – del af det team. Jeg er tyggegummiet, som skal lappe huller, når de opstår. Jeg elsker telefonerne og kontakten til kunderne, så stik mig bare sådan en tjans i ny og næ, siger jeg. I min gryde er der plads til en broget og righoldig suppe med alverdens ingredienser, så mon ikke det bliver godt. Jeg tror det.

Det var ikke med vemod, jeg stillede telefonen til Århus for sidste gang. Det var med en glad forventning om det, der venter forude. Jeg er bare så klar!

Hjemme igen venter resten af fredag. Min yndlingsdag. Med kaffe og cookies. Jeg skal ikke bede om mere.

Du vil sikkert også kunne lide