23

Godt fra start

Morgenen har været udpræget hyggelig. Uden stress og jag. Uden pligter, men med hyggelige og helt frivillige sysler. Jeg har regnet. Små papirlapper med mål og andre noter, en mønsterbeskrivelse og andre nødvendigheder danner basis for en videreudvikling af Jenny.

Jenny har fået en bror, der hedder Villy. Han er råhvid og i størrelse 2-3 år. Han bliver så fin. Modellen klæder både piger og drenge, så det nytter jo ikke, at Jenny skal stå alene.

Jeg har været på jagt efter basis- eller standardmål på baby- og børnestørrelser, for dem kender jeg ganske enkelt ikke og en hyggesweater skal passe og være rar at have på, så de var vigtige.

Nu er jeg ved at være i hus med de essentielle mål. Forude venter en stak udregninger, en del strikkeprøver og så det store arbejde med at få skrevet en opskrift, som er til at forstå og bruge for andre end mig, men inden jeg er i nærheden af at være klar til det, venter en dag med masser af praktiske gøremål. En god start på dagen gør, at jeg er frisk og klar. Hep!

Du vil sikkert også kunne lide