14

Villestrup Å og Ouegårds Mølle

Engang havde vi et par dejlige mennesker boende til leje, som endte med at flytte ned til drømmen om at bo et helt specielt sted. De fik mulighed for at bo i et af de ganske få huse, som ligger i tilknytning til Ouegårds Mølle. Måske bor de der stadig. Vi var i området i går, men afholdt os fra at genere de mennesker, som bor i den lille, idylliske klynge huse dernede.

De bor med direkte adgang til Mariager Fjord og med Villestrup Å som lydtapet. Det er ganske enkelt et fantastisk sted, som emmer af historie. Selv på en gråvejrsdag med regndråber faldende fra oven.

Ouegårds Mølle hører til Ouegård, en af de utallige herregårde i Himmerland. Ouegård har været en del af stedet her siden Middelalderen, hvor den i en periode hørte til Mariager Kloster og Viborg Bispestol. Ved reformationen blev den krongods og siden har den haft skiftende ejere. I 1824 overtog E. C. A. Neergaard-Petersen gården og hans efterkommere er stadig ejere af stedet. Det drives udelukkende som landbrug i dag.

Til herregården hørte engang en vandmølle, som selvfølgelig har været oplagt at placere lige her ved Villestrup Å’s udløb i Mariager Fjord.

Villestrup Å og den tilhørende ådal er udpeget som EU-habitatområde og der er mange tiltag i forhold til at reetablere en ådal uden ar i form af de mange dambrug, som i mange år har været afgørende for naturen i området.

En del af genetableringsplanen er blandt andet at genetablere åens snoede vej gennem landskabet. Man forsøger sig med at genskabe den naturlige forekomst af vådenge. Man kan f.eks. genskabe våde enge ved at genslynge åen, så oversvømmelser i vinterhalvåret sætter engene under vand. Formålet er at reducere nitritudledningen i vandløb og fjord. I den våde jord omdannes nitrat til harmløst atmosfærisk kvælstof.

Der var mudret, men ikke for alvor vådt på engdraget ned til åen i går. Vi undlod at teste bæreevnen, men lod os bare betage af det hemmelige sted, som næsten ingen ser.

Du vil sikkert også kunne lide