Alene på pinden gør altså slidt. Mere slidt end hvad godt er. Jeg kan godt mærke det. Det er der også andre, der kan.
Jeg bliver så ked af det, når jeg kan konstatere, at jeg kommer indenfor døren herhjemme og har glædet mig rigtig meget til lige præcis det, for derefter at vrisse, tude, skælde ud og blive helt igennem urimelig, fordi jeg er brugt l a n g t ned forbi den røde advarselslampe. At jeg kommer hjem kun for at konstatere, at der ikke er mere tilbage at give ud.
Tomt og hult runger det, når jeg forgæves dykker ned i mørket for at finde den sidste rest af godt humør, de sidste kræfter, som skal gøre gavn, når Oline skal vælge de faglige niveauer for næste år på IB og de sidste ressourcer til at begejstres akkurat lige så meget som Kenneth, når han fremviser de nyeste fibre, som måske skal ende på hylderne inde i verdensfirmaet.
I øjeblikket, hvor han stryger luksuskvaliteter af sommerfibre hen ad min arm og jeg kun kan vrisse irriteret og trække armen til mig, går det op for mig, at det her slet ikke dur. Det er simpelthen ikke godt nok.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gribe i. Jeg vil så gerne det hele. Jeg sørger for og ordner, mens jeg glemmer at mærke min egen puls, som nærmer sig faretruende højder.
I morgen er det onsdag. Jeg har lige aflyst alt af hensyn til mig. Det må bære eller briste, men jeg synes ikke, at jeg har noget valg. Jeg skal lige trække vejret.
Fandens også!
37 kommentarer
berit
9. marts 2011 at 19:13gode Gud ! du er virkelig på tur i kjelleren !! Liselotte.. jeg kjenner deg overhode ikke.. men, jeg har selv været der du er nu.. jeg var ved å tage mit eget liv for jeg visste ikke hvordan jeg skulle komme af med problemene.. jeg turde ikke si til at jeg ikke magtet mere.. at jeg behøvede hjælp der hjemme.. at jeg ikke var en superkvinde som hadde styr på det hele.. fordi alle trodde jo jeg var det.
Lyt til din indre stemme nu.. du får ikke så mange advarsler før dit helbred ikke gidder mere !!
stort knus til dig!!!!
Louise
9. marts 2011 at 16:04Liselotte, jeg tror, jeg på nogle punkter ligner dig udfra det, du skriver – Derfor siger jeg, du skal passe på dig selv. Godt at du er klar over, at dine advarselslamper blinker, for de skal virkelig tages alvorligt :) Jeg har selv prøvet at gå ned med stress og ind i en depression, og det er bare ikke det hele værd. I dag kan jeg se alle signalerne, jeg havde dengang – så jeg tager ekstra vare på mig selv – på trods af at jeg vil det hele…. Bare lov mig at du lytter til dine signaler :) Forsat god onsdag til dig og din familie :)
Camilla
9. marts 2011 at 09:57Sender tre store spande god karma og overskud med de næste skyer på ruten fra København til Gug :-)
Linda
9. marts 2011 at 09:37Åh som jeg kender DEN følelse og hvor er det flot, at du reagerer på den og tager ansvar – skulderklap til dig!
Jeg håber du finder balancen – den dér, næsten umulige, usynlige balance, mellem at give ud og bevare.
Masser af opladelig kærlighed til dig.
Linda
Eva_O
9. marts 2011 at 07:38Helt håbløst er det jo ikke, for du mærker jo netop efter og agerer når det er tiltrængt. Måske lidt sent, men dog… Hurra for det! Næste skridt må jo så være, at du stopper lige inden du når helt derud. Ja, jeg ved det godt – lettere sagt end gjort, når man nu er en ildsjæl.
Rigtig god og afslappende onsdag til dig, kære Liselotte…
jytte
8. marts 2011 at 23:37Godt du trækker stikket, ellers risikerer du kortslutning! HUSK at det skal være trukket tilstrækkeligt længe – ellers er det en ommer!
Alle gode tanker til dig ;-)
Trine B
8. marts 2011 at 23:01Håber solen skinner på din onsdag …
djohanne
8. marts 2011 at 22:00Vær venlig mod fru.Weller.
Må din onsdag være mild og medgørlig.
Diktesoph
8. marts 2011 at 21:32Det er godt du siger fra! Du fortjener (og trænger tydeligvis) til en pause. Det skal man unde sig selv og sine nærmeste.
Det eneste der kan ødelægge det, er dårlig samvittighed. Så væk med det og nyd din dig-tid i morgen!
Vigdis Stensrud
8. marts 2011 at 21:30God bedring og ta vare på deg selv. Klem
Iben Jensen
8. marts 2011 at 21:15hej liselotte.
Lige en kærlig tanke, og en reminder fra en der nu snart har været sygemeldt i 9 måneder af stress, og en af stresse udløst depression. Idag er jeg næsten ikke skyggen af mig selv .Kan ikke huske, ikke koncentrere mig.
Jeg har måtte revidere ALT i mit liv, og finde ud af hvad der virkeligt tæller.
Pas godt på dig selv, for som jeg læser det du skriver er der ikke langt ud over kanten,og det er ikke sjovt, men et helvede der venter der.
Så stop op, tænk dig om. Vurder -skal du skrive på bloggen hver dag? skulle du bruge den tid på at gøre noget andet.
Pas på dig. Life is fragile.
KH Iben
Sanne
8. marts 2011 at 20:30Øv Liselotte. Det er jeg da ked af at høre :-(.
Gaia´s mor
8. marts 2011 at 19:56Ja, træk vejret, helt ud i storetåen – og så ønsker jeg for dig, at du må træffe gode og sunde valg, så du ikke lander så hårdt igen….
Kh Joan
Tante T
8. marts 2011 at 19:53Pas på dig, Liselotte…
Irene
8. marts 2011 at 19:47Namaste, smukke hjerte!
Sidsel
8. marts 2011 at 19:42Åh sødeste dig. Det er ikke rart, at komme helt derned. Jeg føler med dig. Når ‘giv-væk’ skuffe er tom, så må du lade op. Godt du kan finde ud af at drage egenomsorg. Tag en time af gangen, skab ro og hvile. Tænker på dig. Stort kram til dig, gode, rare Liselotte
MarianneL
8. marts 2011 at 19:28Det er bare så hårdt. Men hvor er det godt at du kan mærke noget!! og hvor er det godt du tager det alvorligt. Håber en dag med hjemmet som base med stille sysler, knus og kram kan give dig lidt overskud igen.
Jeg nåede desværre derud hvor jeg ikke kunne mærke :/
De bedste ønsker for og til dig
MarianneL
Ella
8. marts 2011 at 19:25Jeg har mailet til dig, Liselotte – knus!
Liselotte
8. marts 2011 at 19:26Og tak :-)
Lene L N fra Tyskland
8. marts 2011 at 19:09Hvis du er der hvor “filteret” mellem dig og verden er forsvundet, hvor man kan se overblikket forsvinde i horisonten, hvor den tunge dyne er paa vej ned over dig – saa er det godt at du har trukket bremsen. Kender jeg… begyndte faktisk at strikke fordi jeg var bange for hvad der skete i mit hoved; ville opöve mit fokus og havde hört at höjre og venstre hjernedel kommunikerer naar man strikker. Saa noget godt er der kommet af det :-)
Naar man saa hörer fra chefen: jamen nu har du jo faaet en 100% arbejdstid kollega til hjälp, saa nu er alt da godt – saa er det man maa sige: det tog tid at komme saa langt – det tager tid at komme derfra.
Giv dig tid, söde Liselotte.
Tag en pause. Fra alt om det er nödvendigt.
Vi KAN undväre din blog (et stykke tid, i hvert fald, hvis det nu SKAL väre :-) til du har tanket kräfter.
Pas paa dig selv.
Liselotte
8. marts 2011 at 19:26Jeg er god til at finde fodfæste og også at beholde det, men jeg kan mærke, at jeg slet ikke synes, at det er okay at have brugt de allersidste kræfter inden man er hjemme. Øv for det, siger jeg bare!
Sole
8. marts 2011 at 19:07Bare pas paa ikke at kommer derud, hvor der er MEGET langt tilbage……………. siger jeg, som er akkurat lige saa “klog” som dig!!!!!!!!!!!!!!!
Liselotte
8. marts 2011 at 19:09Jeg skal kun lige tre uger frem, så er der andre boller på suppen, men jeg er slidt over så lang tid, at tre uger lige nu føles som et årti…
Sole
8. marts 2011 at 22:38Jeg er HELT med!!!! Maa dine naeste 3 uger bare flyve afsted, saa du kan komme igang med det, der virkelig ligger dit hjerte naert – som jeg forstaar det!
Liselotte
8. marts 2011 at 19:01Vi er eddermugme mange, som skal huske at passe GODT på os selv og samtidig er så ualmindelig tåbelige, at vi glemmer det på trods af, at vi er kloge koner, som godt ved hvornår… Øv!
ThinkingSpace
8. marts 2011 at 18:59Åh, det går lige i hjertet på mig, fordi beskriver en måde at have det på, som jeg kun alt for godt kender!
Jeg er ked af at læse, at du også har det sådan. Godt, at du har aflyst. Vi skal altså passe godt på os selv.
Knus herfra
Silla
8. marts 2011 at 18:54Hvor jeg dog føler mig dig…God bedring
Knus og kram herfra
KirstenK
8. marts 2011 at 18:52Kender godt det der med at man glæder sig helt vildt til aften eller weekend og så bliverdet hele bare det stik modsatte fordi man er træt-træt-træt og alle også reserveresourcerne er brugt op…Godt du har sat foden ned med hensyn til i morgen….God aften, trods alt!
Rikke Sofie
8. marts 2011 at 18:50Kom lige forbi din blog, og syntes du skulle have et healende kram…
Pas godt på dig selv, og husk at trække vejret;0)
Marianne
8. marts 2011 at 18:49Det kender jeg kun alt for godt. Har måtte indse at man kan ikke alt, altid, heletiden. Der er forår på vej, så kan vi bare klare det mere. Men det er hårdt, uretfærdigt og ufatteligt at man lige skal ned og vende, en gang imellem.
Klem Marianne
Lisbeth K
8. marts 2011 at 18:47Åh sødeste Liselotte. Husk at trække vejret helt ned i maven og mærke efter. Det er SÅ vigtigt at kunne mærke sig selv ( jeg øver mig stadig, guderne skal vide jeg også kan blive bedre…) Godt du trækker stikket imorgen, så du har overskud til at nyde de lækre fibre hvis nu Kenneth forsøger sig med at nusse lidt om dig igen :o)
Tove
8. marts 2011 at 18:45Det kender jeg også alt til. Altså, at det er dem man holder allermest af det går ud over.
Stort kram fra mig.
Sifka
8. marts 2011 at 18:41Nej, ikke helt fandens også! Du trak i tømmen, og nu klapper du hesten. Ro på! Ting tager tid…siger jeg, hvis hjerterytme først faldt rigtig i hak et pænt stykke over middag! Kærlige tanker og et knus til dig fra mig.
Lillian
8. marts 2011 at 18:34Hov, pas nu lige på dig selv!
I morgen må være en lav-ingenting-og-forkæl-dig-selv-dag, så du kan få det blodtryk ned igen…
et cetera
8. marts 2011 at 18:33Det er skidt det dér, Liselotte … godt, der snart handles på det – for det kan kun gå for langsomt … Knus!
Anita
8. marts 2011 at 18:21Av, den kan mærkes ud igennem skærmen, den der. Genkendelsen. Av for fanden – og så rigtig god bedring til dig :-)
Liselotte
8. marts 2011 at 18:29Tak skal du have. Man kan jo undre sig over, at jeg ikke har fået tunet den knallert, jeg kører på, for det er ved den varmeste grød ikke første gang, jeg er her… men ind imellem bliver man ikke klogere af skade. Eller… jeg trækker lige i håndbremsen, ikke ;-)