“Årh mand, hvor er den blød. Den må være lavet af huden fra elefantno..er“, var den charmerende kommentar fra min arving.
Er det nu, jeg skal prøve at spørge hende, hvorfra hun har en idé om blødheden på et par elefantgonader? Nej, vel? Der er ting, man ikke vil vide. Det her er én af dem.
Jamen, jeg hoppede i præcis som du, og syntes også ordet smagte fantastisk – men tysk er nemlig regler og bittesmå nuancer, som nogle af os ikke passer særligt godt sammen med :-)
– til gengæld kan man ikke længere regne 100 % med Stefans tyske, siger han. Han har talt, skrevet og tænkt på dansk så mange år efterhånden, at hans tysk efterhånden er gammeldags, så man kan håbe det er en ny slang, han ikke lige har fanget. Men chokeret så han ud!
Jeg beklager – det er ikke disrespekt, men uvidenhed ;-)
Faktisk var jeg en af de få, som elskede tysk i skolen, men jeg glemte at dyrke det senere og nu er jeg da helt til grin, når jeg forsøger mig, men jeg forstår meget ;-)
Jamen, Liselotte, jeg tror ikke det har en egentlig betydning, for det er ikke sådan et autoriseret ord – men det henleder vist tankerne på en slags liebe med kinder, som vi ikke vil have Oline associeret med ;-)
Et “kærlighedsbarn” hedder “ein kind der Liebe”, altså et barn AF kærlighed :-)
Nej, føj for den da, Henriette – og så synes jeg jo lige, at kærlighedsbarnet blev degraderet tl noget mindre smukt både på den ene og den anden måde. Ordet Liebeskind smagte dejligt… men sådan er tysk ikke. Tysk er regler :-)
Jeg tror nu, den hedder Liebe-skind og ikke Liebes-kind på tysk. Jeg kom til at sige det sidste til Stefan, som blev ganske chokeret og oplyste mig om, at man sikkert sagtens kunne blive smidt i fængsel for at sige Liebes-kind i Tyskland – betydningen på tysk er ikke helt så uskyldig, som den lyder på dansk ;-)
Ja, det er nemlig en fed taske!! Har kigget på den i en butik i København. Må jeg være så fræk at spørge, hvad du gav for den? Skal lige høre, om det kan betale sig at køre til Berlin efter den!
Muff, den ser lækker ud, Liselotte – tillykke med den – jeg tænkte netop på at du var ved at gå ned på taskeudstyr. Så hvor er det godt at den kom med jer hjem – og at Oline stadig har den der tone, som jeg er så vild med :-)
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
32 kommentarer
HenrietteB
1. marts 2011 at 04:18Jamen, jeg hoppede i præcis som du, og syntes også ordet smagte fantastisk – men tysk er nemlig regler og bittesmå nuancer, som nogle af os ikke passer særligt godt sammen med :-)
– til gengæld kan man ikke længere regne 100 % med Stefans tyske, siger han. Han har talt, skrevet og tænkt på dansk så mange år efterhånden, at hans tysk efterhånden er gammeldags, så man kan håbe det er en ny slang, han ikke lige har fanget. Men chokeret så han ud!
Liselotte
1. marts 2011 at 06:36Jeg beklager – det er ikke disrespekt, men uvidenhed ;-)
Faktisk var jeg en af de få, som elskede tysk i skolen, men jeg glemte at dyrke det senere og nu er jeg da helt til grin, når jeg forsøger mig, men jeg forstår meget ;-)
HenrietteB
28. februar 2011 at 18:04Jamen, Liselotte, jeg tror ikke det har en egentlig betydning, for det er ikke sådan et autoriseret ord – men det henleder vist tankerne på en slags liebe med kinder, som vi ikke vil have Oline associeret med ;-)
Et “kærlighedsbarn” hedder “ein kind der Liebe”, altså et barn AF kærlighed :-)
Liselotte
28. februar 2011 at 18:32Nej, føj for den da, Henriette – og så synes jeg jo lige, at kærlighedsbarnet blev degraderet tl noget mindre smukt både på den ene og den anden måde. Ordet Liebeskind smagte dejligt… men sådan er tysk ikke. Tysk er regler :-)
HenrietteB
28. februar 2011 at 08:51Den taske er for lækker!
Jeg tror nu, den hedder Liebe-skind og ikke Liebes-kind på tysk. Jeg kom til at sige det sidste til Stefan, som blev ganske chokeret og oplyste mig om, at man sikkert sagtens kunne blive smidt i fængsel for at sige Liebes-kind i Tyskland – betydningen på tysk er ikke helt så uskyldig, som den lyder på dansk ;-)
Liselotte
28. februar 2011 at 17:36Årh manner… du er da nødt til at fortælle os, hvad betydningen er på tysk, Henriette :-)
Nu er jeg ved at dø af nysgerrighed…
Birgitte
27. februar 2011 at 16:45Ja, det er nemlig en fed taske!! Har kigget på den i en butik i København. Må jeg være så fræk at spørge, hvad du gav for den? Skal lige høre, om det kan betale sig at køre til Berlin efter den!
Liselotte
28. februar 2011 at 17:35Det kan med sikkerhed ikke betale sig, Birgitte – medmindre man også har lidt andre ærinder dernede :-)
Sonnie
27. februar 2011 at 11:13:o) hvor er du sjov. Bare den er blød, så er det ligemeget hvor det skind kommer fra :o)
Liselotte
27. februar 2011 at 11:40Den er HELT VILDT blød og så lufter jeg gerne et par gonader eller tre, hvis det er sådan, Sonnie ;-)
Jane
26. februar 2011 at 23:01Liebeskind er faktisk et smukt ord. Tasken er wunderschön.
Liselotte
27. februar 2011 at 11:39Ja, det er et dejligt ord, Jane :-)
kim
26. februar 2011 at 22:08Gonader – hahaha.
Har aldrig tidligere hørt dem omtalt således :)
Liselotte
27. februar 2011 at 11:39Så fik du et nyt synonym til samlingen, Kim ;-)
Lene
26. februar 2011 at 19:31Liebeskind, er det Oline ;-)
Liselotte
26. februar 2011 at 21:31Jeps… hun er mit kærlighedsbarn… også i dén grad, Lene :-)
Ella
26. februar 2011 at 19:11Muff, den ser lækker ud, Liselotte – tillykke med den – jeg tænkte netop på at du var ved at gå ned på taskeudstyr. Så hvor er det godt at den kom med jer hjem – og at Oline stadig har den der tone, som jeg er så vild med :-)
Liselotte
26. februar 2011 at 21:30Du er bare en god veninde, Ella! Ved at gå ned på tasketingeltangel var nemlig lige hvad jeg var og jeg er glad for, at du bemærkede det ;-)
Oline er skrækkelig morsom :-)
Merete
26. februar 2011 at 19:04Måske den er lavet af …. men kors hvor ser den lækker ud – godt køb ;0)
Liselotte
26. februar 2011 at 21:29Måske, Merete – og så er det faktisk bare i orden med mig, for sjældent har jeg haft noget i en smukkere farve og tekstur, så det… ;-)
Marianne
26. februar 2011 at 18:37Det er det mest utrolige de unge mennesker har viden om :)) men de har jo adgang til internettet ;0)
Den ser megaskøn ud den taske .
Liselotte
26. februar 2011 at 21:29Ha ha ha… ja, det må nok være der, de henter deres viden :-)
KirstenK
26. februar 2011 at 18:29Tasken ser megalækker ud…og så ser vi lige bort fra det med elefanten…og ja, der er visse ting man helst er foruden, at vide!
Liselotte
26. februar 2011 at 21:28Der er simpelthen grænser for lysten til oplysning, Kirsten :-)
Louise
26. februar 2011 at 18:29Hi hi, hvor sjovt. Måske er det farven, der henleder tankerne ;)
SKØN taske!
Liselotte
26. februar 2011 at 21:28Det er vist både farve og fornemmelse, er jeg bange for ;-)
Sifka
26. februar 2011 at 18:13Lige nu ser jeg sådan nogle underlige billeder for mig, så det er svært at sige, lækker og fed og så’en noget. Men det kommer vel;)
Liselotte
26. februar 2011 at 21:27Ha!
yt
26. februar 2011 at 18:10Og sikke en fed farve den har.
Yt
Liselotte
26. februar 2011 at 21:27En übercool farve, yt. Jeg er VILD med den farve :-)
Kirsten
26. februar 2011 at 18:05Den ser da bare rigtig krammeblød og lækker ud.
Liselotte
26. februar 2011 at 21:27Det er den også, Kirsten :-)